De to rumarkitekter tester deres eget bud på et habitat, som mennesker vil kunne bo i på andre planeter. En test der foregår midt i den nordgrønlandske vildmark.
Det er 13 dage siden, Karl-Johan sidst fik en god nats søvn.
Den 206 centimeter lange mand ligger klemt inde i en ’livmoder af stof’, som kun lige akkurat tillader ham at strække tæerne. Lige meget hvor udmattet kroppen er, nægter hovedet at falde til ro.
I nabolivmoderen ligger hans ven Sebastian. De har designet og bygget de trange sovekabiner sammen, som en del af et habitat, der i fremtiden skal være hjem for astronauter på Månen eller fremmede planeter.
Det er i hvert fald den altoverskyggende drøm hos de to unge mænd på 24 og 26.
I mere end to år projektet levet og udviklet sig på papiret, og det er lige præcis derfor, at de nu ligger i den ananas-formede rumbolig midt i den nordgrønlandske vildmark.
De skal teste på egen krop, hvordan det rent faktisk føles at bo 60 dage på ’Månen’.
Det ananas-formede habitat er i alt 7,5 kvadratmeter fordelt på 4,5 m2 gulvplads og 3 m2 trange ’hylstre’ som sovekabiner.
Der er installeret cikadiske lyspaneler i habitatet, som simulerer en naturlig døgnrytme i lys.
En realistisk test midt i ingenting
Der er kun et vindue i habitatet, som Sebastian og Karl-Johan kan kigge ud af.
På den anden side af glasset strækker den nordgrønlandske vildmark sig så langt øjet rækker.
Ananassen er kilet ind mellem kilometervis af golde, frosne sletter og en isfjord, som konstant skvulper store klumper af is ind på land.
De barske omgivelser er en vigtig del af projektet.
Man kommer ikke tættere på de levevilkår, som findes på Månen. Ikke her på Jorden i hvert fald.
Sebastian og Karl-Johan er tvunget til at iklæde sig termodragt og astronauthjelm, hver gang de skal udenfor.
Deres test af habitatet foregår under et meget større fysisk og psykisk p
res, end den slags test normalt gør.
Organisationer som NASA, ESA eller SpaceX har strenge regler omkring, hvilke forhold de må udsætte deres testpersoner for.
Karl-Johan og Sebastian bestemmer derimod egenhændigt, hvad de udsætter sig selv og hinanden for.
De ’er her ikke for at spille skuespil’, som Karl-Johan siger.
Astronauter på Månen skal i fremtiden bo ved polerne, som tilbyder nogle store fordele, men især én er helt central: Vand.
Flere store kratere på Månens poler er altid i skygge, hvilket tillader store ismasser at dække overfladen. Isen kan smeltes, hvorefter man kan udvinde både drikkevand, vand til afgrøder og ilt.
Isolation kan være en dræber
En gang i mellem har Karl-Johan og Sebastian aftalt, at de må åbne en pakke, som de har fået med fra deres familie og venner.
Nogle af pakkerne indeholder vodka og beef-jerky, mens andre gemmer på kærlige hilsner fra dem derhjemme.
Når de daglige aktiviteter er i gang, mærker Sebastian ikke for alvor, hvor meget han savner at være i selskab med dem, han holder af.
Men da han sidder med brevene i hånden, kan han slet ikke overskue at åbne dem. Ligegyldigt hvor dejlige og hjertevarme ordene i dem end måtte være.
Både USA, Rusland og Kina har konkrete planer om bemandede baser på Månen. Amerikanske Nasa er allerede i fuld gang med Artemis-missionerne, som skal skabe grundlag for en bemandet base på Månen allerede om få år.
Formålet er i sidste ende at bruge Månen som bindeled mellem Jorden og destinationer længere ude i rummet.
Eksempelvis som affyringsrampe til fremtidige Mars-missioner. Desuden spekuleres der i udvinding af Månens ressourcer.
Udemand og indemand
Før drengene tog afsted havde Karl-Johan svært ved at forestille sig, hvad hulan de skulle få tiden til at gå med.
60 dage afskåret fra al civilisation. 30 af dem fuldstændigt uden sollys i den kulsorte, grønlandske vinter.
Men nu hvor de er her, er der nærmest ikke et minut til overs.
Det skakspil, de har taget med, har ikke være fremme en eneste gang.
I dag er det Sebastians tur til at være ’udemand’. Det betyder, at det er ham, som hopper i termodragten og henter is i fjorden og andre forsyninger.
Imens tager Karl-Johan sig af ’indemands’-tjansen, som står på hovedrengøring af de 4,5 kvadratmeters stue og en omgang styrketræning til lyden af Drake og 2 Chainz.
En handskeklædt hånd stikker en stor spand med isblokke ind ad døren, og kort efter dukker resten af Sebastian op med et bredt grin inde bag visiret i hans astronauthjelm.
Isen skal smeltes, så de har vand at drikke – og til at koge, når de skal tilberede deres medbragte tør-mad.
Sebastian kan næsten ikke være i sig selv over, hvor vanvittigt godt det faktisk smager.
Under testen i det nordlige Grønland er det helt basale ting som vand, som skal hentes udenfor habitatet.
Og det vil det også være, hvis ananassen en dag skulle stå på Månen.
NASA har planer om at have en bemandet base, hvor store kratere med is skal være kilden til både vand, ilt og raketbrændstof for de astronauter som bor der eller kommer forbi på et pitstop, inden de skal endnu længere ud i verdensrummet.
Den nordlige placering betød, at drengene slet ikke så Solen stå op i missionens sidste 30 dage.
Jordens hældning betyder, at der er flere måneder i Nordgrønland, hvor døgnet består af 24 timers mørke. Det kaldes polarnat.
Forholdene på Månen kan på mange måder sammenlignes med polarnatten, fordi et månedøgn består af 14 dage med konstant lys og 14 dage i komplet mørke.
2 mand, 60 dage, 7,5 kvadratmeter
Det er svært for alvor at skændes, når man deles om en samlet gulvplads på 4,5 kvadratmeter og døren åbner ud til en dybfrossen ødemark fyldt med isbjørne.
Det er en stærk følelse at være så tæt afhængige af hinanden.
Fordi han er så isoleret fra alt andet liv, sætter Sebastian enormt stor pris på, at Karl-Johan er der.
Det giver en varm fornemmelse af tryghed, at der ligger et andet levende menneske inde i kabinen ved siden af.
Også selvom han snorker.
Der er selvfølgelig dage, hvor Karl-Johan bliver nødt til at krybe i ly i sin køje, fordi fællesrummet ikke føles stort nok til to.
Men det meste af tiden er de drevet af, at de er sammen om den her mission.
Én morgen er er ovnen løbet tør for petroleum og den næste er rørene til toilettet frosset, så drengene er nødt til at tø krystalliserede tis-flager op, så de kan pumpe urinen ud.
Og der er ikke andre, som kan løse opgaverne for dem.
”Det handler ikke bare om at gøre det til et habitat, hvor astronauter kan overleve en periode i rummet. Det skal være et habitat, hvor de reelt kan holde ud at være – måske endda trives over en lang periode med vigtige opgaver”
- Karl-Johan Sørensen
Fra Grønland til verdensrummet
Da Sebastian for første gang skimtede den golde plet, hvor habitatet skulle stå, løb en klam fornemmelse ned ad ryggen på ham.
En lille stemme i hovedet bliver ved med at hviske til ham, at de har gang i et fuldstændigt sindssygt projekt, som de slet ikke kan gennemføre.
Men det kan de faktisk godt.
Missionen er kun få dage fra at nå til vejs ende nu, og de to venner har klaret sig igennem den kolde, isolerede tilværelse. Det samme har deres habitat.
Selvom de 60 dage har brudt på elendig søvn, frossent tis, snestorme og store savn, har de også budt på mange sejre og en masse tro på, at deres projekt kan lykkes.
Udfordringerne på ved at bruge habitatet på Månen bliver ikke helt de samme, men på turen hjem mod Danmark er bagagen fyldt med indikationer på, at design, materialer og drengenes helbred bestod den svære prøve i Nordgrønland.
Habitatet står stadigvæk og pynter 25 kilometer fra Thulebasen i Nordgrønland.
Om 1,5 måneds tid skal Sebastian og Karl-Johan tilbage til vildmarken for at pakke det ned igen.
Og næste gang de fire foldede vægge skal slås ud, drømmer de to venner om, at det bliver et sted, som er endnu længere væk.
Undervejs har Sebastian og Karl-Johan deltaget i psykologiske evalueringer, som skal bruges i en række videnskabelige artikler. Artiklerne udkommer i løbet af 2021.
Drengene er allerede i kontakt med NASA, ESA og SpaceX i håbet om at stable et samarbejde på benene om at bruge dele af deres design i udviklingen af habitater til missioner i rummet.
De store rumagenturer og virksomheder er positivt stemte omkring dele af Karl-Johan og Sebastians habitat, og et schweizisk firma har allerede købt et habitat, som skal bruges til flere tests her på Jorden.
Se hele Karl-Johan Sørensen og Sebastian Aristotelis mission i programmet herunder.
