Iscenesættelse og narrativer er grundlæggende elementer i naturdokumentarens genre, som beskrevet i ’Naturdokumentarens DNA’. Producenterne tager aktive valg ud fra, hvordan de vil præsentere naturens historier, ligesom de aktivt vælger, hvordan de vil afbilde forholdet mellem mennesker og naturen.
Dette skyldes, at mennesker og natur til alle tider har levet og udviklet sig sammen - på godt og ondt. Men det er ikke ligegyldigt, hvordan forholdet mellem de to skildres. En grov inddeling kan være:
- •
Mennesket er fraværende: I denne form ønsker man at vise naturen fra sin uberørte side, og man tager et aktivt valg om ikke at vise mennesker. Dette er den mest udbredte naturdokumentarform i fortællinger om dyreliv og vegetation.
- •
Mennesket er en trussel: Denne form har et aktivistisk formål, hvor mennesket altid har været og stadig er en trussel for dyreliv, vegetation og klima. Mennesket bliver fremstillet negativt, og man ønsker at påvirke seeren til aktiv handling for naturens fremtid.
Et eksempel på sidstnævnte er ‘An inconvenient truth’ (2006), der afbilder tidligere amerikanske vicepræsident Al Gores indsats for at uddanne folk om klimaforandringerne og få dem til at tage kampen op. Et eksempel på førstnævnte er de store BBC-produktioner ‘Planet earth’ (2006) og ‘Planet Earth II’ (2016).
Begge eksempler anvender faktakoder, der giver en klar forestilling hos seeren om, hvad hun eller han går ind til. Der er altså ikke tale om mere eller mindre rigtige tilgange til det valg, der tages i forhold til produktets formål. Men begge forhold kan have en slagside i forhold til troværdighed og pålidelighed, som er en del af naturdokumentarens formål.
Dér, hvor mennesket ikke bliver skildret, kan det give en fejlagtig opfattelse af en balance i naturen, som ikke er til stede, fordi udviklingen af det moderne samfund hele tiden ændrer på dyr og planters levevilkår. Og dér, hvor mennesket bliver skildret som en konstant trussel, mangler fortællingen om, at mennesker også gør en indsats for at stoppe den udvikling, samt at dyr og planter er gode til at tilpasse sig ændrede levevilkår. (Jones m.fl. 2019).