Denne type er karakteriseret ved at have en markant voice over, der danner strukturen for filmen. Voice overen styrer således den autoritative dokumentarfilm, og man kan næsten sige at billedsiden er til for voice overens skyld.
Den autoritative dokumentarfilm er udover voice overen karakteriseret ved at anvende interviews – gerne med eksperter – arkivoptagelser, underlægningsmusik, illustrationer/grafik, samt en klar struktur, hvor vi aldrig er i tvivl om, hvad der fortælles og hvorfor. Denne type bliver ofte set som den klassiske dokumentarfilm, og mange vil tænke på denne type, når vi taler om dokumentarfilm.
Som centrale eksempler finder vi dyrefilmen, som f.eks. ’Den blå planet’. Historiske eller andre vidensformidlende dokumentarfilm er også centrale eksempler. Tænk på den efterhånden endeløse strøm af film om Anden Verdenskrig.
Samtidig har den autoritative dokumentarfilm også en anden side, hvor formålet ofte er afdækning af staters eller store firmaers magtmisbrug eller korruption. Denne underform hedder den kritisk-undersøgende, og her ser vi ofte filminstruktøren/journalisten i billedet.
Hun eller han fungerer ofte som en detektiv, der søger og fremlægger beviser. Samtidig er der hele tiden nye spørgsmål, der skal og kan besvares. Der benyttes ofte en vis tilbageholdelse af viden for at skabe fremdrift i filmen. På den måde er den kritisk-undersøgende dokumentarfilm dramaturgisk beslægtet med krimien.