Youtuberen Fie Laursen er kommet på hospitalet

Rigtig mange skriver og snakker lige nu om den kendte youtuber Fie Laursen.

I den her artikel forklarer vi, hvad der er sket.

Det er en alvorlig historie, så husk altid at tal med en voksen, hvis det gør dig bange.

Et trist brev på Instagram

I weekenden lagde Fie Laursen et brev ud på sin Instagram-profil.

Her skrev hun, at hun var rigtig ked af det og ikke havde lyst til at leve mere.

Det gjorde mange bekymrede, fordi de ikke kunne finde hende.

Fie Laursen får hjælp nu

Fie Laursen har en bror. På Instagram sagde han efter et stykke tid, at hun var fundet.

Hun havde det ikke så godt, men hun var heldigvis i live.

Nu er Fie Laursen indlagt på et hospital, hvor hun får hjælp til at blive rask.

Vigtigt at snakke med en voksen

Det triste brev på Instagram blev set af rigtig mange. Fie Laursen har nemlig flere end 300.000 følgere.

Og det er rigtig vigtigt at tale med en voksen, hvis man har set det.

Det siger flere eksperter fra børneorganisationer, blandt andre Børns Vilkår.

Det er nemlig helt naturligt, hvis man er blevet bange, forskrækket eller ked af det.

Tal altid med nogen, hvis du selv er trist

Hvis du selv går med triste tanker, eller kender nogle der gør, så kan du altid få hjælp.

Du kan ringe til Børnetelefonen på 116111.

Du kan også ringe til Livslinen på 70 201 201.

Begge steder kan du være helt anonym, når du ringer.

Det triste brev er fjernet

Brevet nåede at være på Instagram i et stykke tid.

Men det er blevet fjernet igen.

Ifølge Fie Laursens familie så var det hende selv, som slettede det i går mandag.

Mange rygter

De eneste, som ved, hvad der egentlig er sket er Fie Laursen og måske hendes familie.

Det er vigtigt at huske på. Lige nu er der nemlig mange rygter på de sociale medier.

Men så længe det ikke kommer fra Fie Laursen selv eller familien, så kan man ikke med sikkerhed vide, at det passer.

Familien siger, at mange har sendt søde og positive hilsener. Dem læser de op for Fie Laursen og det gør hende glad.