Videokonkurrence om moderne slaveri

DR Skole, DR Undervisning og The Why Foundation inviterer elever i grundskolens udskoling og på gymnasiale uddannelser til at fortælle historien om moderne slaveri.

(Foto: © Frank Gaertner - www.facebook.com/franky242, Frank Gaertner - www.franky242.net)

Deltag i DR Skoles og DR Undervisnings videokonkurrence, og vær med til at udbrede budskabet om, hvad moderne slaveri er, og hvad vi kan gøre ved det. Konkurrencens indhold vil passe glimrende i et forløb, man laver i forbindelse med eksempelvis slaveri eller flygtninge.

Sæt billeder til en indtalt tekst

Vi har produceret en speak, der er indtalt af tv-værten Jacob Riising. Nu er det jeres opgave at lave billedsiden. I skal skabe den mest effektfulde film, som skal understøtte lydsidens budskab.

Vi opfordrer til, at I er kreative med, hvilken slags film I laver. Der er stort set ingen grænser, og derfor kan filmen både være optaget på mobiltelefonen eller med et videokamera. Og formen kan for eksempel være tegnefilm, animation, skuespil, foto eller stop motion. Det er op til jer.

I kan se eksempler fra en lignende konkurrence her.

Konkurrencen

Fra mandag d. 13. august til fredag d. 28. september 2018 kan I indsende jeres bidrag.

Herefter vil juryen kigge alle jeres film igennem og udpege en vinder. Vinderen offentliggøres i uge 41 lige før efterårsferien og op til den internationale anti-slaveri dag d. 18. oktober 2018.

Juryen består af:

  • Sofie Gråbøl, dansk skuespillerinde

  • Michael Graversen, dokumentarist og redaktør på www.flygtningeborn.dk

  • Michelle Mildwater, stifter af organisationen HopeNow

Vind et foredrag om flygtninge og moderne slaveri

Hvis I deltager i konkurrencen, har I mulighed for at vinde et foredrag med en kendt korrespondent, som hele skolen får lov til at høre. Han har de senere år beskæftiget sig med moderne slaveri og flygtningestrømmene til Europa. Han besøger jeres skole og holder foredraget.

Foredraget giver indblik i, hvorfor mennesker i alle aldre i disse år flygter til Europa. Foredraget sætter fokus på livet for flygtningene og handler om hvordan mange af dem ender i slavelignende forhold enten undervejs på deres rejse eller ved endestationen et sted i Europa.

Vinderne får direkte besked.

Sådan gør du/I

Download speaken her og sæt lydfilen ind i et redigeringsprogram, hvor du kan tilføje din billedside.

Kriterier og regler

Der er få regler for filmenes udtryk, men vi leder naturligvis efter den mest kreative og stærke visuelle fortælling. Så brug alle midler.

I bedømmelsen vil juryen lægge vægt på følgende:

  • Kreativitet der pirrer seernes interesse for at se filmen.

  • At billederne understøtter lydsiden.

  • At budskabet fra filmens samlede udtryk sætter sig fast hos seerne og forhåbentligt får dem til at tænke over egne handlemuligheder.

Vær opmærksom på at billeder, musik og lyd hentet fra internettet, eksempelvis fra YouTube, ofte er beskyttet af copyrights. Materialer, som I ikke selv har de fulde rettigheder til, må ikke indgå i den video, I sender ind til konkurrencen.

Der må gerne redigeres i lydfilen med Jacob Riising, men filmen skal være mindst 2 minutter. Og sørg for, at budskabet ikke går tabt, hvis I redigerer i lydfilen.

I slutningen af hver film skal der være credits bestående af:

  • Gruppemedlemmernes navne

  • Klassetrin og klassenavn – for eksempel 8.B eller 3X

  • Skolens navn

  • En eller flere emails I kan kontaktes på, hvis I vinder. Husk at holde øje med jeres spamfiltre!

Send videoen

I skal sende jeres videoer til DR Undervisning. Da videofiler ofte er ret store er det bedst at sende videoen via en gratis service som https://wetransfer.com/

Her kan man gratis sende videoer på op til 2GB størrelse. I skal blot uploade videoen og indtaste jeres egen og vores email: undervisning@dr.dk. Skriv eventuelt informationerne fra credits ind:

  • Gruppemedlemmernes navne

  • Klassetrin og klassenavn – for eksempel 8.B eller 3X

  • Skolens navn

  • En eller flere emails I kan kontaktes på, hvis I vinder. Husk at holde øje med jeres spamfiltre!

Vi glæder os til at se, hvad I finder på.