Magtens sprog - med spin
Vil man drive det vidt i politik, så skal man hele tiden tænke over det sprog, man bruger.
Klart sprog er ofte lig med klare politiske budskaber, som vælgerne kan forstå. Og i Folketinget får de fleste politikere hjælp fra spindoktorer for at sikre det.
På engelsk betyder spin at 'snurre rundt'. Og det er også det, som det handler om i politik. Her betyder spin, at man drejer et budskab eller begivenhed, så det fremstår til ens egen fordel.
Det er spin, når partiets statsministerkandidat tager ud i en børnehave inden valget, fordi hans spindoktor ved, at der er gode tv-billeder i de søde og glade børn.
Det er også spin, når partiets presseafdeling lækker en dårlig historie til medierne en dag, hvor alle er optaget af en anden stor nyhed.
Kender pressen
Langt de fleste ministre har i dag en spindoktor - eller særlig rådgiver, som de også kaldes - der udelukkende arbejder med spin.
Deres job er at sørge for, at politikeren fremstilles bedst muligt og får sine budskaber klart igennem i medierne. De har ofte tidligere selv arbejdet som journalister. Og de kender derfor mediernes arbejdsvilkår, og hvad der skal til, for at en historie kommer på forsiden.
Ordet spin dækker over en lang række værktøjer, som både politikere, pressemedarbejdere og spindoktorer bruger til at få budskaber ud i pressen og videre til vælgerne.
Selvom politikere altid har forsøgt at få deres budskaber ud bedst muligt, så er spin blevet mere udbredt og mere professionelt i takt med massemediernes udbredelse.
Kilde: www.dr.dk/borgenivirkeligheden