Som videoen viser, så sker det, at elitesport og politik fra tid til anden kommer i berøring med hinanden.
Oprindeligt er sportens udgangspunkt, at atleter på tværs af etnicitet, religion, seksualitet, nationalitet og social baggrund mødes og konkurrerer på lige fod. Sport er på den måde apolitisk.
Det kan for eksempel ses i visionen for De Olympiske Lege.
De moderne olympiske lege blev opfundet af franskmanden Pierre de Coubertin og afholdt i Athen i 1894. På World Olympians hjemmeside kan man læse om Coubertins vision for de moderne olympiske lege. En vision, hvori der hersker en olympisk ånd – olympisme – der er baseret på følgende værdier:
- •
Ikke-diskrimination
- •
Bæredygtighed
- •
Humanisme
- •
Universalisme
- •
Solidaritet
- •
Enhed mellem sport, uddannelse og kultur
Med andre ord handler den olympiske vision om at skabe fællesskab, nedbryde diskrimination og skabe en bedre verden.
Men hvad med sport og politik? Bør og kan det adskilles? Det kan du høre et bud på i videoen nedenfor. Her taler tidligere håndboldtræner Ulrik Wilbek om krydsfeltet mellem sport og politik og ikke mindst atleternes ageren heri.
ULRIK WILBEK OM SPORT OG POLITIK
ARBEJDSOPGAVER
- •
Undersøg Ulrik Wilbeks sportslige baggrund og succeser, samt hvad han laver i dag.
- •
Diskutér, om I er enige med Ulrik Wilbek i, at sportsudøvere skal adskille sport og politik.
- •
Opstil tre argumenter for og tre argumenter imod.
SOCIALE MEDIER, SPORTSSTJERNER OG POLITIK
Både du og de fleste i din omgangskreds har sikkert en eller flere konti på sociale medier. Når man scroller igennem for eksempel Instagram, kan man se, at både almindelige mennesker, virksomheder, politiske partier, statslige og kommunale institutioner og interesseorganisationer gør brug af sociale medier.
Lene Bull Christiansen er lektor på RUC. Hun forsker blandt andet i sociale medier, og hvordan kendte personer bruger dem.
Hun fortæller, at mens almindelige mennesker deler historier, betragtninger, billeder, og nyhedsartikler på sociale medier, så anvender både organisationer, institutioner og kendte ofte sociale medier til at kommunikere deres brand. Altså det, de står for.
- Og derfor skal man være opmærksom på, hvad bevæggrunden er for en specifik story på Instagram eller et tweet på Twitter, siger Lene Bull Christiansen.
Ifølge Lene Bull Christiansen har verdenskendte sportsstjerner som fodboldspilleren Cristiano Ronaldo, basketballspilleren Lebron James og tennisspillerne Serena Williams og Roger Federer alle profiler på sociale medier, der bliver styret af professionelle, som tilrettelægger posts, tweets og billeder på tværs af platforme, så deres brand bliver plejet på den rigtige måde.
Lene Bull Christiansen fortæller, at der er stor efterspørgsel på sportsstjernerne fra forbrugere, firmaer og organisationer.
Derfor laver flere af sportsstjernerne også velgørenhed ved at donere penge til sociale indsatser, støtte skoler med specielle humanistiske formål eller være blikfang på kampagner.
- Denne form for indsatser har sportsudøvere lavet i mange år. Men i dag foregår denne selvpromovering i høj grad på sociale medier. Og med god grund: Det gavner deres brand og sætter dem i et positivt lys, da det er svært at være uenig i, at man skal øge adgangen til uddannelse i Afrika, siger Lene Bull Christiansen.
Når det handler om at pleje sit brand, kan det være en usikker satsning for sportsstjerner at gå ind i politiske sager som for eksempel kønsligestilling eller racediskrimination. Men meget har ændret sig de seneste fem år, fortæller Lene Bull Christiansen.
- Tidsånden har været med de sportsstjerner, der har ønsket at gå ind i den type sager. Eksempelvis den amerikanske footballspiller Colin Kaepernick, fodboldspilleren Megan Rapinoe og basketballspilleren LeBron James, siger hun.
Det kan dog have konsekvenser at være aktivistisk som sportsstjerne. Det er footballspilleren Colin Kaepernick et eksempel på.
Han spillede i flere år som quaterback for klubben San Francisco 49’ers. I 2016 knælede han under nationalhymnen for at sætte fokus på racediskrimination i det amerikanske samfund.
Men kritikken ramte hårdt, og han endte med at miste sit job hos klubben. Hans handling delte det amerikanske samfund mellem dem, der mente, at han var en helt, fordi han viste sin holdning, og dem, der mente, at han var en skurk, som manglede respekt for det amerikanske flag og det, flaget står for. Du kan få mere viden om sagen i denne dokumentar.
Colin Kaepernicks handling er dog sidenhen blevet en bevægelse, der ses på sportsarenaer i hele den vestlige verden. Colin Kaepernick blev efterfølgende hyret af Nike til at være blikfang på kampagner for sortes rettigheder på blandt andet sociale medier.
Fem ting, der er værd at være opmærksom på, når man følger sportsstjerner på sociale medier:
- 1
Sportsstjerner er idoler og forbilleder. Derfor kan man sagtens lade sig inspirere af deres holdninger og det, de gør på sociale medier.
- 2
Sportsstjerner er først og fremmest sportsstjerner. Derfor kan man heller ikke forvente, at de ved mere om en politisk sag end din kammerat.
- 3
Sportsstjerner lever af det, de præsterer sportsligt. Men de lever også af deres brand, og brandet plejes hele tiden på sociale medier. Det gælder både, når de går tur med hunden, og når de støtter en politisk sag.
- 4
Sportsstjerner skal først og fremmest præstere i deres sport. Bliv ikke skuffet, hvis de pludselig ikke kan leve op til de idealer, de fremstiller om sig selv på sociale medier.
- 5
Sportsstjerners sociale medier styres ofte af professionelle. Gå derfor til dem med skepsis, da det muligvis ikke er den virkelige udgave af stjernens hverdag, du ser. Kilde: Lene Bull Christensen