Hvad er moderne slaveri?

Moderne slaveri findes i alle lande. Se syv eksempler her.

Begrebet ’moderne slaveri’ dækker over to hovedområder:

  • Tvangsarbejde

  • Tvangsægteskab.

’Tvangsarbejde’ omfatter alt tvangsarbejde i den private økonomi, tvungen seksuel udnyttelse af voksne og børn, samt stater, der anvender tvangsarbejde.

Begrebet ’tvangsægteskab’ dækker over mennesker, der lever i et ægteskab, som de ikke selv har valgt. De har mistet deres seksuelle autonomi og arbejder ofte under tvang i ’ægteskabets navn’.

Det er væsentligt at pointere, at dataene er begrænsede, og derfor anses skønnene inden for feltet for at være konservative.

De globale tal

Man anslår, at 40,3 millioner mennesker var ofre for moderne slaveri i 2016. På en hvilken som helst dag i 2016 var der sandsynligvis mere end 40 millioner mænd, kvinder og børn, der blev tvunget til at arbejde under trusler og imod deres vilje eller som levede i et tvangsægteskab.

Af disse 40,3 millioner ofre var 24,9 millioner mennesker i tvangsarbejde. Arbejdet kunne være i private hjem, på byggepladser, på hemmelige fabrikker, på gårde og fiskerbåde, i andre sektorer og i sexindustrien.

Omkring 15,4 millioner mennesker levede i tvangsægteskaber.

Kvinder og piger i moderne slaveri

Kvinder og piger rammes uforholdsmæssigt hårdt af moderne slaveri. I 2016 tegnede de sig for 71 procent, som svarer til 28,7 mio. mennesker. 99 procent af ofrene for tvangsarbejde i sexindustrien var kvinder og piger. De stod for 58 procent i andre sektorer. 40 procent af ofrene for tvangsarbejde pålagt af statslige myndigheder er kvinder og piger. Sidst, men ikke mindst, er 84 procent af ofrene for tvangsægteskaber kvinder og piger.

Børn og moderne slaveri

Knap et ud af fire ofre for moderne slaveri var børn i 2016. Cirka 37 procent af de, der endte i tvangsægteskab, var børn. Børn repræsenterede også 18 procent af dem, der blev udsat for tvangsarbejde og 7 procent af mennesker, der var tvunget til at arbejde af statslige myndigheder.

Børn udgjorde også 21 procent af alle individer i sexindustrien.

I de sidste fem år har 89 millioner mennesker i verden oplevet en form for moderne slaveri. Den gennemsnitlige længde af tiden, ofrene var i tvangsarbejde, varierede alt efter situationen.

Når vi taler om tvunget arbejde for statslige myndigheder, varierede længden fra nogle få dage til uger. Slavearbejde i sexindustrien varede gennemsnitligt omkring to år.

I mange tilfælde endte de produkter, de lavede, og de ydelser, de leverede, i helt legitime handelskanaler og dermed hos eksempelvis forbrugerne i Danmark.

Kilde: Rapporten 'Global Estimates of Modern Slavery' udgivet af International Labour Office og Walk Free Foundation.

Arbejdsopgaver til de syv eksempler

  1. 1

    KATEGORISÉR de forskellige former moderne slaveri, der ses i klippene, i forhold til figuren øverst i artiklen.

  2. 2

    KARAKTERISÉR, hvordan der skabes et slaveforhold mellem individerne i klippene.

  3. 3

    DISKUTÉR bevæggrundende for den, der ender i slaveri.

  4. 4

    DISKUTÉR bevæggrundende for den, der skaber slaveri.

Vi har lagt en række dokumentarer om moderne slaveri og menneskerettigheder ud i vores Mediebibliotek. Find dem her.