På verdensplan og i Danmark er der delte meninger om, hvordan et velfærdssamfund skal se ud. Hvem skal kunne få hjælp? Hvem har ansvaret for økonomisk understøttelse? Og hvordan skal den tildeles?
Politiske partier udvikler deres politik efter de tre klassiske ideologier liberalismen, konservatismen og socialismen eller ved at kombinere de tre ideologier. Derfor giver det god mening at få en forståelse af, hvordan de tre ideologier ser på forholdet mellem individet, markedet og staten.
Det stærke eller svage menneske
Ifølge liberalismen er det enkelte individ stærkt, rationelt og egennyttemaksimerende. Vi ved bedst selv, hvad der er godt for os, og hvordan vi får opfyldt vores behov. Heri ligger, at vi selv er i stand til at styre vores liv. Selvfølgelig begår vi fejl undervejs, men fordi vi er rationelle, så lærer vi af disse fejl og retter op. Vi er som individer ligestillet i retten til at opnå egen lykke.
Konservatismen er af modsat overbevisning. Den ser de fleste mennesker som svage individer, der har brug for at blive styret af de få stærke i samfundet. Vi har alle forskellige egenskaber og roller, vi skal udføre i et hierarkisk system. Der er ledere, mellemledere og forskellige arbejdere, der skal sikre, at samfundet fremstår harmonisk. Vi har en plads i samfundet, som vi helst ikke skal afvige fra.
Socialismens menneskesyn blander liberalismens og konservatismens menneskesyn. Alene er mennesket svagt, men det er stærkt i fællesskabet. Mennesket er afhængigt af sine omgivelser, og samfundet bliver stærkere, når alle yder i fællesskab. Vi har forskellige opgaver, vi udfylder, men vi er ligeværdige. Der er mulighed for at ændre sin rolle alt efter eventuelt nyerhvervede evner.
Er staten et gode eller et onde?
Ideologiernes menneskesyn afspejler sig også i deres syn på staten. At staten er en ond konstruktion, er en grundlæggende idé hos liberalismen. Når det enkelte menneske ved bedst og handler klogt og rationelt, er der ingen grund til, at staten blander sig. Staten har kun én rolle: at sikre individernes frihed til at søge egen lykke.
Konservatismen vender billedet af forholdet mellem stat og individ rundt. Det er staten, der sikrer individernes tryghed og skaber rammerne for samfundsordenen. Derfor skal individerne være til for staten. Vi skal alle indordne os statens ønsker og sørge for, at staten er stor og stærk. Staten bør dog ikke blive større, end hvad der er nødvendigt for at opretholde dens styrke.
Hvor liberalismen og konservatismen ser en adskillelse af folket og staten, mener socialismen, at vi alle er staten. Derfor skal vi arbejde for staten, men staten skal også arbejde for os. Socialismen ser staten som et fælles værktøj, som vi er en del af, og som noget godt. Socialismen synes ikke nødvendigvis, at det er dårligt at have en stor stat. Statens rolle er nemlig at sikre frihed gennem lighed og fællesskab for eksempel ved at omfordele samfundets ressourcer.
Har markedet altid ret?
Det ligger i liberalismen med det stærke individ og den minimale stat, at al handel skal foregå uden indblanding fra staten. Markedet har altid ret, for det viser, hvad en vare eller ydelse er værd. Det enkelte individ skal helst sikre egen velfærd gennem frivillige ordninger.
Konservative tror på en vis statsstyring, hvis det er med til at sikre stabilitet og orden. Konservative mener, at markedet i visse tilfælde skal justeres, og at der kan være brug for velfærdsordninger. De ser dog helst, at civilsamfundet sikrer velfærden i samfundet. Staten skal støtte civilsamfundet i at udfylde denne rolle, men svigter civilsamfundet, bør staten træde til.
Socialismen vægter fællesskabet og ser markedet som en struktur, der skaber magtforhold og ulighed. Derfor mener socialismen, at det er i fællesskabets interesse at lade staten sikre velfærd.