I 2007-2008 bliver verden ramt af en kæmpe finanskrise. Den starter, da luften går ud af det amerikanske boligmarked.

I USA har boligmarkedet udviklet sig til en økonomisk boble. Det vil sige, at boligerne handles til værdier, der ligger langt over, hvad de reelt er værd.

Men da finanskrisen rammer punkterer den amerikanske boligboble. På kort tid bliver værdien af boligerne reduceret med milliarder af dollars. Banker, investeringsselskaber og almindelige aktionærer, der har investeret i bolig-værdipapirer, mister gigantiske beløb.

Det samme gør mange husejere, der pludselig bliver teknisk insolvente. Det vil sige, at de skylder mere på deres bolig, end den er værd.

Krisen spreder sig til hele verden

Krisen spreder sig hurtigt til hele verden. På kort tid går det økonomiske kredsløb i stå. Ingen stoler på hinanden, for ingen ved rigtigt, hvor mange penge de andre har i klemme.

Banker løber tør for penge, og virksomheder og forbrugere kan ikke låne penge af bankerne. Virksomheder går konkurs på stribe, millioner af mennesker mister deres job, og millioner af boliger ryger på tvangsauktion.

Danmark bliver også ramt af krisen. I august 2008 går den første bank, Roskilde Bank, konkurs. Derefter følger flere andre, blandt andre EBH Bank og Amagerbanken. Og i de tilbageværende banker bliver det særdeles svært for virksomheder og almindelige danskere at låne penge.

Dansk bolig-boble brister

Det gør det heller ikke bedre, at Danmark selv har oparbejdet lidt af en boligboble. Afdragsfrie lån har fået antallet af bolighandler til at skyde i vejret, og det samme er boligpriserne.

Krisen får den danske boligboble til at briste. Det betyder, at danske boliger falder drastisk i værdi, og værdier for milliarder af kroner forsvinder op i den blå luft. Pludselig skylder mange mere på deres boliger, end de er værd. De er teknisk insolvente.

Krisen får aktiekurserne til at rutsje mod bunden. Krisen får samtidig forbrugerne til at holde på deres penge. Dermed sælger virksomhederne mindre.

BNP falder med 5,1 procent

Slutresultatet af finanskrisen er, at mange virksomheder må skære ned på produktion og antallet af medarbejdere. Hvis de da ikke går konkurs.

Den onde cirkel er i gang.

I 2009 falder BNP, bruttonationalproduktet, med hele 5,1 procent.