Tidligere gik lande i krig på grund af ideologi, fattigdom og ønsket om magt. Fremover vil verdens syv-otte store civilisationer gå i krig på grund af fundamentale religiøse og kulturelle forskelle. Sådan lyder teorien om civilisationernes sammenstød, som amerikaneren Samuel P. Huntington lancerede i 1993.
Selv om mange konflikter sikkert fortsat vil starte mellem nationalstater eller grupper, så vil de rulle op til store globale konflikter mellem civilisationer. Modstanderne i en eventuel 3. verdenskrig vil ikke tilhøre samme civilisation.
Mennesker føler sig rodløse
Globalisering og den hastige udvikling af samfundet gør mange mennesker rodløse. Det fører i nogle islamiske lande til øget religiøsitet - måske ekstremisme.
Voldelige aggressioner retter sig især mod Vesten, der i årevis har blandet sig i forhold i fx Mellemøsten. Medicinen andre steder er dyrkelsen af national identitet og opmærksomhed på kulturforskelle.
Huntington så en øget risiko for konfrontation mellem Vesten og Islam. Muslimske terrorangreb i Vesten (især 11. september 2001) har givet Huntingtons teori fornyet medvind.
Kritik af Huntingtons teori
Men det er mennesker, som skaber kulturer - ikke omvendt. Og kulturer kan ændre sig, hvis befolkningerne ønsker det stærkt nok.
Sådan lyder et af de væsentligste kritikpunkter mod Huntingtons teori om civilisationernes sammenstød. Teorien bliver beskyldt for at operere med et alt for statisk kulturbegreb.
I mange lande verden over - også i den arabiske - udspilles kampe om at definere kultur, symboler, ord og meninger. Kulturer er derfor ikke blot uforanderlige størrelser, som bestemmer vores handlinger. Hvad vi er, afhænger måske mere af, hvad vi gør - og hvordan vi tolker verden omkring os?
Interne konflikter
Samtidig har teorien om civilisationernes sammenstød vanskeligt ved at forklare forskelle og konflikter indenfor samme civilisation.
Hvis der findes én islamisk civilisation, som samler verdens muslimer, så skal den i givet fald strække sig helt fra Marokko til Indonesien.
Men kan man tale om fx én fælles islamisk civilisation, når mange islamiske lande har opbygget vidt forskellige samfund?
Huntington mente, at sammenstød sker på brudfladen mellem forskellige civilisationer. Men mange oprør, krige og konflikter har fundet sted internt i civilisationerne - mellem grupper, der ikke identificerer sig med den samme kultur.
Folkedrabet i Rwanda er et eksempel på en intern konflikt. Det er borgerkrigene i Irak og Algeriet også. Målt i blodsudgydelser virker Huntingtons tese derfor mindre overbevisende.
Overdriver han mon forskelle ved civilisationsgrænser for i stedet at underdrive forskelle inden for hver enkelt civilisation?