1.

Se videoer om folkekirkelige ritualer

Vælg en af videoerne og arbejd i grupper med hver sit ritual: 'Dåb' (4:08 min.), 'Kristen begravelse' (4:54 min.), 'Altergang' (4:21 min.), 'Nadveren - Kristi Legeme' (3:43 min.), 'Bøn: Fader vor - hvad betyder det' (3:34 min.), 'Mange danskere beder til Gud' (1 min.) og 'Louises konfirmation' (4:04 min.).

Elevopgaver:

  • Beskriv ritualet samt den funktion og betydning, det har. Suppler evt. med viden fra jeres religionsgrundbog.

  • Fremlæg i klassen.

2.

Se videoen 'Unge taler med gud'

Gitte Strømgaard Laursen ved, at hun bliver lykkelig, hvis hun lytter til Gud. Ruben Dalsgaard ser Gud som en ven.

Elevopgaver:

  • Hvorfor er det, ifølge de unge i indslaget, godt at være kristen? Hvilke begrundelser kommer de hver især med?

  • Diskutér de unges begrundelser.

3.

Se videoen 'Påske - kirkens største højtid'

Nyhedsindslag om, at de færreste danskere ved, at Påsken er den kristne kirkes vigtigste højtid.

Elevopgaver:

  • Hvad viser den undersøgelse om kristendom, som Gallup har lavet?

  • Hvilke forklaringer på danskernes manglende viden om de kristne højtider kommer sognepræsten Flemming Pless med? Og hvilken betydning har det, ifølge Pless, at vi mister viden om kristendom?

  • Diskutér Flemming Pless' synspunkter.

4.

Se videoer i serien 'De Omvendte'

Læs om de enkelte programmer og vælg et ud, som sætter kristendommen til debat. Dvs. at programmet skal have en medvirkende, der enten er eller har været kristen.

Det kan f.eks. være udsendelse 2:9 (kristendom og asatro) eller 6:9 (kristendom og Jehovas Vidner) begge fra 2011, 1:8 (kristendom og islam) eller 8:8 (kristendom og ateisme) begge fra 2010.

Elevopgaver:

  • Hvilket indefra-perspektiv giver udsendelsen på kristendommen? Hvad betyder den kristne tro for den/de medvirkende?

  • Hvordan behandler udsendelsen omvendelsen? Hvad er grunden til omvendelsen, og hvilken betydning har den haft?

  • Lav jeres egen version af De Omvendte i klassen: Del klassen ind i grupper, som undersøger forskellige aspekter af kristendommen (f.eks. hvad der kendetegner protestantisme og katolicisme), og som skal tage denne religions standpunkt i debatten. Vælg en (eller evt. flere) studievært(er), som skal udarbejde spørgsmål og styre diskussionen.

5.

Lyt til 'Jesu sidste ord'

Et menneskes sidste ord har altid fascineret mennesker. Det er sidste chance for den døende for at vise sit sande væsen. Lektor Kasper Bro Larsen fra Aarhus Universitet fortæller her, hvordan det også gælder for Jesus.

Elevopgaver:

  • Hvordan skal vi forstå begrebet "korsord"?

  • Hvordan afspejler evangelieforfatternes forskellige korsord deres billede af Jesus?