Naturdokumentaren er en undergenre i dokumentargenren, og den beskæftiger sig med natur i bred forstand. Det vil sige, at genren både kan handle om dyr, planter, økosystemer, andre ikke-menneskelige organismer, samt naturvidenskabelige idéer og fænomener såsom evolution eller tornadoer.
Faktakoder i naturdokumentaren
Som udgangspunkt bliver seeren præsenteret for en verden, som ellers ikke er tilgængelig. Denne verden skal seeren lære om, og derfor er naturdokumentargenren præget af et ønske om at være objektiv, troværdig og pålidelig. Den skal med andre ord lære seeren om naturen ved at vise den, som den er. Dette bliver tilstræbt igennem en række faktakoder, eksempelvis:
- •
Emnet er klart afgrænset: én art, et naturområde, et naturfænomen osv.
- •
Kameraet er en flue på væggen, men det bevæger sig fra de helt enorme oversigtbilleder ned til de ultranære nærbilleder af de mindste organismer
- •
En voiceover eller vært forklarer årsager, sammenhænge og konsekvenser
- •
Lyd understøtter narrativet: Dette kan for eksempel være hurtigt tempo, når der er konfliktoptrapning
- •
Livscyklus, parring og overlevelse er centrale omdrejningspunkter
- •
Tal og andet data bliver brugt til at illustrere pointer
Narrativet
De naturdokumentarer, der beskæftiger sig med dyr og planter, har i større eller mindre grad et narrativ, der bygger på fortællingen om, hvordan en art overlever. I naturen handler overlevelse naturligvis om føde, men også om reproduktion og livsvilkår. Det er et stærkt narrativ, der giver producenten en masse muligheder for at sikre en spændende fortælling, der fastholder seeren fra start til slut – og i seriesammenhæng – uge til uge:
- •
Dyr er specielle: Tydelige og fascinerende fortællinger om forskelle mellem dyr og menneske, hvor dyr er primitive, men samtidig også behersker specielle evner, der er væsentlige for netop den arts overlevelse. Det kan være ørnens syn, rottens reproduktionsevne, larvens omdannelse til sommerfugl osv.
- •
Dyr er karakterer: jagende/jagede, omsorgsfulde, lederen, moderen osv.
- •
Dyr har følelser: Man kan tildele dyr menneskelige følelser, eksempelvis når en hun viser omsorg for sine unger eller en parringsdans
- •
Spændingsopbygning: Spænding kan opbygges i jagten, kampen, flugten, manglen på føde, død, miljøændringer osv.
Alle elementer kan anvendes til at gøre genren dragende og skabe indlevelse hos seeren. Dette bliver yderligere understøttet af filmiske virkemidler, hvad end det er dramatisk musik, spektakulære helikopteroptagelser, slowmotion, lydeffekter og ikke mindst en iscenesat jagt.
Iscenesættelsen
Det er meget sjældent, at vi mennesker får mulighed for at se en jagt i naturen fra start til slut. Derfor skal for eksempel jagtsekvenser produceres på en måde, så seeren får hele oplevelsen med, og dette kræver meget arbejde af produktionsholdet.
På den afrikanske savanne må produktionsholdet vente på, at løvinderne går på jagt efter gnukalven og lave tusindvis af timers optagelser, inden de får de rigtige skud i kassen. Når holdet arbejder med mindre dyr, kan de måske mindske mængden af optagelser ved at iscenesætte jagten med tamme dyr. Det sker for eksempel med uglen og musen i ‘Vilde vidunderlige Danmark’. De to dyr møder aldrig hinanden, og sekvensen bærer præg af opstillet lys og kamera, samt en stor grad af dramatisk klipning, der anvender setup/payoff i konfliktoptrapningen. Den samme klippestil gør sig gældende i sekvensen for løvinderne og gnuerne på den afrikanske savanne. På trods af de to eksemplers forskellige produktionsmetoder bliver seerens forventning om at se spændende og realistisk natur indfriet.
Iscenesættelse og narrativ er altså centrale elementer i naturdokumentarens DNA, og så er det op til seeren at afgøre, hvad det betyder for det enkelte produkts troværdighed.