Denne grundtype er lidt svær at se grænserne for, og den bliver også ofte defineret forskelligt. Her ser vi blot på nogle overordnede tendenser. Almindeligvis taler vi om, at dramatisering er indspilning af scener med skuespillere. Det er ofte genindspilning af noget ikke-opdigtet, når vi taler om dokumentarfilm, men i denne grundtype kan der også være tale om noget helt eller delvis opdigtet.
I dramatiserede dokumentarfilm arbejder instruktørerne ofte med en bevidst sammenblanding af fakta og fiktion eller en stærk og fremtrædende iscenesættelse. F.eks. kan man fortælle en fiktiv historie og prøve at få den til at ligne en dokumentarfilm, som det er tilfældet i mockumentaryen, der principielt ikke har noget med fakta at gøre, men af filmhistoriske årsager ofte nævnes sammen med faktagenrer i medieforskningen. Her er et godt eksempel klassikeren ’This is Spinal Tap’ fra 1984.
En anden mulighed er at fortælle en stort set ikke-opdigtet historie, der ligner en traditionel fiktionsfilm i forhold til de filmiske virkemidler, som man gør det i dokudramaet. Her kan ’Thirteen Days’ af Roger Donaldson nævnes som eksempel.
Realityshowet falder også inden for denne grundform, der på trods af sit slægtskab med både den observerende og autoritative grundform rummer en meget markant iscenesættelse, der er central for modtagelsen. DR's serie 'Drengene på kanten' er et af mange eksempler på denne form.
Et sidste eksempel er det iscenesatte eksperiment, hvor virkelige mennesker deltager i en iscenesat virkelighed. Det kunne f.eks. være en familie, der prøver at leve som man gjorde i 1970’erne, som i DR-serien, ’Skru tiden tilbage’.