Det er vigtigt at få sol, fordi kroppen danner det livsvigtige D-vitamin, når vi er i solen. Men får vi for meget af de skadelige UV-stråler i sollyset, kan det give os hudkræft og modermærkekræft, som kan være livstruende.
Men medicinsk har man i over hundrede år brugt UV-strålerne i sollys eller tilsvarende lys fra lamper i behandlingen af hudsygdomme. Og det er takket været den dansk-færøske læge Niels Finsen.
Hans idé om at bruge lysterapi revolutionerede behandlingen af den frygtede sygdom hudtuberkulose, der vansirede folks ansigter med sår og betændelser, der kunne ødelægge næsebrusken. Sygdommen opstod, hvis tuberkulosen bredte sig fra lungerne ud til huden.
- Det var en effektiv behandling af en intimiderende og vansirende sygdom. Rent faktisk er Finsen den første, der brugte stråler til behandling af sygdomme, og det var en pionerindsats, forklarer Ion Meyer, samlingsleder på Medicinsk Museion.
Startede næsten på bar bund
I 1890 blev Niels Finsen uddannet læge i København, og han begyndte der at undersøge sin teori om, at de usynlige ultraviolette stråler i sollysets bølgespektrum kunne bruges i behandlingen af hudsygdomme.
Man vidste på daværende tidspunkt kun, at der var noget i sollyset, som kunne påvirke kemiske processer, for sollyset kunne få bakteriekulturer til at dø. Man havde bare ikke overvejet, at det kunne bruges medicinsk.
Han opdagelse førte siden til, at man også begyndte at bruge lysterapi mod andre hudsygdomme, fx psoriasis.
Lod sig solskolde for at forstå sollysets magt
Niels Finsen lavede lavpraktiske forsøg med sig selv for at forstå, hvad sollys gør ved ens krop og hud.
Han havde undret sig over, at menneskerne i de varmeste lande på Jorden havde helt mørk hud. Så han sværtede selv sin arm sort i nogle felter, og så sad han i vindueskarmen og lod sollyset bage på den.
Mens resten er armen blev rød og forbrændt, havde huden ikke reageret under den sorte farve. Men han så også, at den røde hud lige så stille blev brun.
Med det forsøg fik han bekræftet, at solens lys er skadelig for huden, men også, at huden stimuleres til at beskytte sig selv – ved at ændre hudens pigmentering. Og så var vejen banet for egentlige forsøg med UV-stråler.
Elektricitetsværk deltog i forsøget
Niels Finsen fik i 1895 en aftale med det første elektricitetsværk i København, Københavns Lysstation, hvor han kunne få strøm nok til sine kulbuelamper der udsender ultraviolet lys.
- Det var i tråd med tidsånden, at naturen havde en helbredende kraft. Men derfra og til at gå ind på et elektricitetsværk og eksperimentere på den måde er virkeligt epokegørende, siger professor i medicin Ole Didrik Lærum.
Den første patient var ingeniør Mogensen, der arbejdede på stedet og led af hudtuberkulose, så han gik med næsen tildækket, fordi den var et stort sår. Mogensen fik 75 lysbehandlinger over flere måneder, og til sidst var der kun lidt arvæv tilbage i hans ansigt.
I 1900 sendte Niels Finsen helbredte patienter og kulbuelamper til verdensudstillingen i Paris, og med ét blev behandlingsmetoden og Niels Finsen verdensberømt.
5 ting du bør vide om Niels Finsen
DR Viden har bedt tilrettelægger og redaktør på DR K’s serie ’Store Danske Videnskabsfolk’ Martin Sundstrøm pege på fem ting, vi bør vide om Niels Finsen, der blev født i 1860 og døde i 1904.
- 1
I 1903 modtog Niels Finsen Nobelprisen i medicin, og han blev dermed den første nobelpristager i Danmark. Finsen var født på Færøerne i 1860, men blev sendt til Herlufsholm Kostskole ved Næstved, hvor han tog studentereksamenen. Derefter studerede han i København.
- 2
Finsens store gennembrud var hans ide om, at sollys kan indeholde stråler som kan helbrede sygdomme.
- 3
Med ultraviolet lys lykkedes det Finsen at helbrede den frygtede sygdom Lupus Vulgaris også kendt som hudtuberkulose, hvor sår og bakterier vansirede folks ansigter. 16-24 timer efter behandlingen, der typisk varede 75 minutter, dannedes blærer i det belyste område på huden. Det var overhuden, der langsomt blev afstødt. Og så begyndte huden inden under langsomt at hele op. Man behandlede kun et lille cirkulært område ad gangen, så en behandling kunne tage mange måneder.
- 4
Det lykkedes også Finsen at behandle andre sygdomme som for eksempel kopper med rødt lys, som mindskede ar-dannelser.
- 5
I en alder af kun 43 år døde Finsen af en hjertelidelse, der havde plaget ham hele livet. Ved hans begravelse mødte 200 af hans tidligere hudtuberkulose-patienter op for at vise den sidste respekt.