Det er svært at korte eksistentialismen ned, men ret banalt kan man sige, at Kierkegaard troede på, at mennesket skal skabe sig selv og vælge sig selv. Der er altså to ting i det: Handlinger og valg. Først når man vælger og handler, skaber man mening i tilværelsen.
Svævende i et ligegyldigt univers
Eksistentialister ser mennesker som subjekter, der svæver i et ligegyldigt univers, som de selv er ansvarlige for at finde meningen med. Kierkegaard var af den overbevisning, at man ikke kan tale om menneskets natur som forklaring på, hvorfor folk gør, som de gør.
Det er altså min pligt som menneske at tage ansvar for mine handlinger. Jeg kan ikke skyde ansvaret fra mig ved at beskylde min opvækst, min hudfarve eller mine manglende ben for at være skyld i min ulykke – eller lykke for den sags skyld.
Meningen med livet
Der findes ikke en objektiv og universel sandhed. Der findes kun det, der er sandt for én selv. Når man opdager eller erkender, at der ikke er en mening med livet, bliver man ifølge eksistentialisterne dybt deprimeret og overvældet af angst og usikkerhed.
Så skal man til at handle, vælge og kæmpe, for det er først, når man gør noget og er i bevægelse, at livet kommer til at give mening.