Nadim – den afghanske flygtning der tør diskutere danskhed
Nadia Nadims far blev henrettet af Taleban, familien blev drevet på flugt fra Afghanistan, i dag er hun Danmarks legesyge angriber.
Nadim – den afghanske flygtning der tør diskutere danskhed
Nadia Nadims far blev henrettet af Taleban, familien blev drevet på flugt fra Afghanistan, i dag er hun Danmarks legesyge angriber.
Historien om Nadia Nadim er fortællingen om en angriber, der elsker at gøre det overraskende.
Med drillende driblinger og x-factor til op over begge ører er hun den første dansker med indvandrerbaggrund til at spille i rødt og hvidt.
Men det er også en fortælling om en person, hvis legesyge tilgang til fodbolden står i skærende kontrast til den grufulde historie, der i første omgang førte hende til Danmark.
En historie, der involverer en henrettelse og en efterfølgende flugt fra et totalitært regime.
Nadia Nadim bliver født i Afghanistan i 1988. Hendes familie er rimeligt velstående – moren er viceskoleinspektør og faren er general i hæren.
Men i 1992 bliver der vendt op og ned på familiens liv, da det religiøst fanatiske Taleban-regime vælter den siddende regering.
Taleban fjerner systematisk tilhængere af den tidligere regering. En regering, som Nadims far har arbejdet for, og derfor er han i stor fare.
”Min far føler ikke, han har gjort noget forkert, og han vil ikke svigte sit land og flygte.”
Men en dag kommer Nadims far ikke hjem fra arbejde. Han er blevet slæbt ud i ørkenen.
Taleban har henrettet ham.
Drabet får Nadims mor til at flygte ud af Afghanistan med sine fem børn.
I 2000 ender de i Danmark, i den lille by Skørping ved Rebild Bakker, hvor der ligger et asylcenter klods op af en boldbane. Nadim begynder at spille fodbold.
”Sporten gav os mulighed for at blive en del af et fællesskab. Vi kom fra ikke at have noget, men så bliver man en del af et fællesskab, uden at vide en dyt andet, bare ved at løbe efter en bold.
Det gjorde, at vi følte os velkomne.”
Hun begynder at spille i klubben B52, der ligger i Gug ved Aalborg. Talentet er åbenlyst og tager hende til Team Viborg og siden Skovbakken.
Som 21-årig bliver hun i 2009 den første danske fodboldspiller med indvandrerbaggrund til at spille en landskamp for Danmark.
“Det er fedt at vise andre unge piger med udenlandsk baggrund, at det kan lade sig gøre. Det kan forhåbentlig medvirke til, at andre lader sig inspirere og ser, at det er muligt at nå toppen.”
I dag må Nadim i den grad siges at have nået toppen i fodboldmæssig forstand.
Hun spiller med stor succes i den amerikanske liga for klubben Portland Thorns, og i starten af 2017 blev hun kåret som Årets Fodboldspiller.
Fortællingen om Nadim stopper dog ikke dér. Det er nemlig ikke kun på banen, hun tør udfordre - tør vise, hvem hun er, og hvad hun mener.
Hun udfordrer den gængse opfattelse af, hvad en topidrætsperson er – og bør gøre – ved at læse til læge ved siden af fodbolden.
Og så tør hun sige sin mening.
Som hun gjorde i efteråret 2016 luftede hun i medierne sine tanker og ikke mindst frustrationer over tonen i debatten om indvandrere i Danmark.
”Når jeg læser artikler og kommentarer, hvor der står, at man aldrig kan blive rigtig dansk, hvis man kommer fra et tredjeverdensland, bliver jeg såret.
Det er bare et eksempel på den retorik, der er om folk med anden etnisk baggrund. Og det rammer også mig.”
For sin åbenhed og lyst til at debattere danskhed har Nadim kort før afrejsen til EM-slutrunden modtaget Danske Sportsjournalisters Mediepris.
En pris, der på én gang hylder fortællingen om den legesyge angriber, samtidig med fortællingen om personen Nadim.
Fortællingen om en flygtning, der blev drevet ud af sit fødeland af et totalitært regime, som afskaffede ytringsfrihed.
Fortællingen om en flygtning, der fik et nyt hjemland med en fri demokratisk debat, som hun tør deltage i.
Nadia Nadim, Danmarks angriber.
