Beachvolley klinger ofte rigtig godt med høj sol, sand mellem tæerne og solbriller.
Sandet mellem tæerne kan ingen tage fra finalisterne. Men den høje sol og brillerne måtte de kigge længere efter på Amager Strandpark, da DM-finalerne i dag blev afgjort.
Det lunefulde og omskiftelige danske sommervejr satte nemlig sit præg på begivenhederne, hvor spillerne kæmpede om at nå helt til tops og sætte prikken over i'et på en sæson, der som de fleste andre andre sportsgrene har været noget anderledes på grund af corona.
Men guldet skulle uddeles. Og det blev det også.
Først til Nicolai Houmann og Jacob Stormly, der forsvarede deres titel fra sidste år. Og derefter kunne Cecilie Køllner Olsen og Sofia Bisgaard sikkert hive guldet hjem hos kvinderne.
Tæt kamp om guldet
Herrefinalen blev en rigtig tæt affære.
I første sæt fulgtes de ad hele vejen, og serven skiftede hænder næsten efter hver duel til 9-9.
Et par gode takter fra Houmann/Stormly bragte dem foran med et par point, men det holdt ikke længe. Hartmann/Abell svarede hurtigt igen med gode blokader fra Kristoffer Abell, der var en mur ved nettet og fik holdet tilbage i kampen.
Her kan du se de to "kill-blocks"
Spændingen blev ikke mindre mod sættets afslutning, hvor det først var ved 18-18, at Houmann/Stormly med et par gode angreb fra Jacob Stormly trak det længste strå og vandt sættet 21-19.
I andet sæt tittede solen så endelig frem, og en blå himmel kunne spejdes over havet ved Amager Strand.
Det var Houmann/Stormly, der tromlede derud af fra start og skabte et forspring, der viste, at de bestemt havde tænkt sig at forsvare titlen fra sidste år. Og med Nicolai Houmanns 205 centimeter gjorde han det svært for modstanderen at komme forbi ved nettet.
Midtvejs i andet sæt fik Hartmann/Abell kæmpet sig tilbage og udlignet til 11-11.
Trods den tætte finale virkede det dog til, at Hartmann/Abell hele tiden haltede en smule efter de forsvarende danske mestre og aldrig rigtig fik en ordentlig føring, før det var for sent. Og på anden matchbold til Houmann/Stormly gik den ikke længere for Hartmann/Abell. Kristoffer Abell slog bolden i nettet, og jublen brød ud på modsatte side af banen.
Sættet endte 22-20 og dermed kan de forsvarende danmarksmestre igen i år løfte pokalen over hovedet.
- Det var en intens finale med en del nerver på før kampstart. Men jeg synes, vi spiller en god og stabil finale. Vi sætter dem under pres, og når vi kortvarigt er i problemer, får vi sat en stopper for dem og får lukket ned for deres successer, siger Nicolai Houmann efter finalen og fortsætter:
- Det føles fantastisk at genvinde DM-titlen. Det er noget, vi har drømt om i et år nu, og at stå her er helt ubeskriveligt. Jeg er meget lykkelig.
Nicolai Houmann og Jacob Stormly vinder DM 2020
Favoritterne hiver en sikker sejr hjem
Favoritrollen i dagens kvindefinale lå hos stortalentet Sofia Bisgaard og hendes rutinerede makker Cecilie Olsen. Et makkerskab, der både har vist sig frem på den danske tour, men også internationalt, hvor de har vundet en sølvmedalje ved det et-stjernede World Tour stævne i den slovenske hovedstad Ljubljana i år.
Olsen/Bisgaard viste klasseforskel fra start, hvor de ved stillingen 7-5 for alvor begyndte at trække fra.
På trods af et par gode angreb fra Annika Hastings på den anden side at nettet, blev det aldrig for alvor spændende i første sæt, og med hårde smash, gode blokader og snedige boldplaceringer vandt Olsen/Bisgaard første sæt sikkert 21-13 over Hastings/Zibrandtsen.
Solen fik lov at skinne igennem under kvindernes finale, og pludselig begyndte det at ligne det vejr, som langt de fleste spillere helst vil konkurrere i.
I andet sæt kommer Hastings/Zibrandtsen bedst fra start med en føring på 6-4. Men der er ellers ingen slinger i valsen hos favoritterne, der med fuld kontrol arbejder sig ind i kampen igen og vinder sikkert sættet 21-9.
Med en sikker 2-0 sejr er det Cecilie Køllner Olsen og Sofia Bisgaard, der for første gang i deres makkerskab vinder DM-guld.
- Det var en meget fokuseret kamp. Vi vidste, at vi havde en god game plan, så vi skulle bare være tålmodige og stole på vores egne evner, siger Cecilie Køllner Olsen.
- Det var en kæmpe forløsning at vinde med Sofia. Jeg har jo prøvet det før, men jeg ville også nå det med Sofia. Vi har været igennem så mange udfordringer denne her sæson, så jeg er meget stolt, afslutter hun.
Her vinder Cecilie Køllner Olsen og Sofia Bisgaard guld