VIDEO Danmark taber knebent til de portugisiske favoritter

Danmark vandt første sæt og spillede lige op mod Portugal i de næste sæt i EM-kvalifikationen.

Tæt på – men alligevel langt fra.

Sådan må volleyball-landsholdet have det efter lørdagens knebne nederlag til Portugal, der var storfavorit inden EM-kvalifikationskampen i Sønderborg.

Danmark vandt nemlig første sæt 25-23. Derefter spillede de to hold to tætte sæt, inden de danske kræfter slap op i fjerde sæt. Derfor endte Portugal, trods den flotte danske præstation, med at vinde kampen 3-1 i sæt.

Nederlaget er til Danmark er det andet nederlag på to dage, idet den første kamp mod Sverige også blev tabt.

- Vi spiller markant bedre end i går. Vores serv fungerer rigtig godt, og vi er stabile i servemodtagningen. Generelt er vi rigtig godt forberedt på portugiserne, men vi har desværre stadig svært ved at eksekvere, siger træner Mikael Trolle i en pressemeddelelse.

I morgen spiller den sidste kamp på hjemmebane mod Finland. Den kamp vises på dr.dk/sporten kl. 19.

EM-kvalifikationen afvikles over to turneringer. Den første spilles i Sønderborg, mens holdene spiller i Finland i næste weekend. Gruppevinderen kvalificerer sig direkte til EM, mens 2’eren skal ud i to playoff-kampe om en EM-billet.