I otte af de seneste ni DM-finaler i volleyball er det Brøndby og Holte, som har stået over for hinanden, og det har næsten altid været ensbetydende med masser af spænding.
Kvindernes DM-finale i år er ikke nogen undtagelse. I dag udlignede Brøndby Holtes føring, så der nu står 1-1 i de bedst af fem kampe.
Dagens kamp bølger frem og tilbage, hvor de to hold skiftes til at tage sæt, men i det sidste og afgørende var det de blå-gule, som sneg sig ud som vindere.
Sætcifrene i kampen var 26-24, 17-25, 25-21, 25-27 og 15-13 i Brøndbys favør.
Det betyder, at der mindst skal spilles to kampe mere, før DM-titlen kan uddeles. Den næste kamp er på mandag, hvor Holte tager imod Brøndby klokken 15.00.