Gentofte Volleys herrer er tæt på at kunne kalde sig danske mestre i volleyball for fjerde gang på fem år.
Fredag besejrede holdet Hvidovre med overbevisende 3-0 i sæt og bragte sig foran med 2-0 i kampe, hvor der spilles bedst af fem.
Hvidovre fulgte godt med i første sæt, som Gentofte dog trak sig sejrrigt ud af med cifrene 25-22, men i de to efterfølgende var der klasseforskel, og begge lød på cifrene 25-15 til de forsvarende mestre.
Næste kamp spilles i Gentofte på tirsdag, og den kan altså blive den sidste i finaleserien, såfremt Gentofte vinder.