Fra umuligt til muligt: Tre søstre kan sende volley-guld til Aarhus for første gang i 32 år

Emilie, Frederikke og Caroline Stenholt Krogh har torsdag muligheden for at vinde DM-guld med ASV Elite, der møder Holte IF i finalerne.

ASV Elite kan torsdag aften vinde volleyballklubbens første mesterskab i 32 år. Og det kan meget vel ske med tre søstre i hovedrollen. (Foto: © Per Floeng, PerFloengPhotography)

Ét emne gør det besværligt for Emilie, Frederikke og Caroline Stenholt Krogh at afslutte hinandens sætninger.

De tre søstre spiller for volleyballklubben ASV Elite i Aarhus, som, med en sejr i den femte og afgørende DM-finale over Holte IF, kan sikre sig klubbens første mesterskab i 32 år torsdag aften.

Men forestillingen om guldmedaljer fungerer som et bolsje på størrelse med en knytnæve for den ældste af de tre søstre - den 25-årige Emilie Stenholt Krogh.

- Det er ubeskriveligt. Havde vi inden sæsonen snakket om at vinde guld, ville det virke urealistisk, og det er ret svært at sætte ord på, siger hun til DR Sporten.

Det bliver da heller ikke nemmere af, at modstanderen Holte IF er en vaskeægte stormagt i dansk volleyball. Københavnerne har deltaget i 32 af de sidste 34 DM-finaler og var på forhånd udråbt som favorit til endnu en titel.

ASV Elite har ikke i nærheden af samme succesrate, men klubben kan muligvis spænde ben for Holte IF takket være en nærmest telepatisk evne hos Stenholt Krogh-søstrene.

Emilie Stenholt Krogh med knyttet næve læser til daglig idræt på Aarhus Universitet, mens søstrene Caroline (tv.) og Frederikke (th.) går i henholdsvis 2.g og 3.g på Marselisborg Gymnasium i Aarhus. (Foto: © Allan Jensen, EVENTMEDIA)

Startede med strandvolley

Der bliver stort set kun talt om volleyball i familien Stenholt Krogh. Foruden Emilie, Frederikke og Caroline spiller deres yngste bror for herreholdet i ASV Elite, hvorfor snakken ofte drejer sig om træninger, kampe og gode slag.

Kærligheden til sporten er dog ikke kommet fra en lang linje af familiemedlemmer, som har hævet eller smashet en volleyball.

Jovist, farmand Jakob Krogh, dyrkede i sin tid sporten på 1. divisionsniveau og har trænet sine døtre, men han har ikke presset børnene til at følge i sine fodspor.

De faldt i stedet for strandversionen på en ferie i Kroatien for 11 år siden og begyndte derefter til volleyball i klubben IF Lyseng.

Med tiden endte de i ASV Elite, hvor de nu er en del af de 14 spillere i truppen, som kæmper om DM-guldet. Og selvom volleyball betegnes som en familiesport af Emilie, Frederikke og Caroline, påpeger de, at tre søstre på samme hold alligevel lyder voldsomt.

- Vi er jo kun seks på banen ad gangen, så vi fylder lidt, når vi alle er inde, siger Frederikke Stenholt Krogh og griner.

Når Emilie råber, himler de andre med øjnene

De har hver sin position og konkurrerer derfor ikke om pladserne. Dermed kan de også udnytte deres "tæt på telepatiske evner", som kommer af at være vokset op med hinanden.

- I volleyball skal man snakke meget sammen, men ofte behøver vi ikke meget mere end øjenkontakt for at vide, hvad der skal ske, siger Emilie Stenholt Krogh.

Emilie Stenholt Krogh har i denne sæson udmærket sig ved at få en plads på årets hold. Det har holdkammeraten Astrid Mellmølle også. (Foto: © Per Floeng, PerFloengPhotography)

Den 25-årige diagonal-spiller er også holdets anfører. Dobbeltrollen som frontfigur og storesøster kan dog være en udfordring.

- Nogle gange skal jeg gå forrest og råbe højt, og det får nogle til at vende det hvide ud af øjnene. De "nogle" kunne godt være mine søstre, som af og til ser mig som storesøster i stedet for anfører, siger hun.

Frederikke og Caroline vedkender sig, at det familierelationen kan være en udfordring. Omvendt har den også ført dem til DM-finalerne, hvorfor de understreger, at kendskabet til hinanden mest af alt er en fordel.

Det skal det også være torsdag aften, hvis Holte IF skal besejres. Storklubben har udlignet i DM-serien efter at have været nede med 0-2 mod ASV Elite, der siden har misbrugt mulighederne for at sikre sig guldet.

Emilie, Frederikke og Caroline understreger, at klubben langt fra er ramt af gummiben, selvom de har måtte fordøje en portion bitterhed over det svundne forspring, mens den ene fuldender den andens sætning.

- Planen er klar. Vi skal have det sjovt, siger Emilie Stenholt Krogh.

- Når vi har det sjovt, når vi flere bolde og tror på hinanden. Vi skal være aggressive og tage en bold af gangen, forklarer Caroline Stenholt Krogh.

Kampen mellem ASV Elite og Holte IF begynder klokken 20.15, og du kan se med på Sport Live.