VIDEO VM-fanebæreren Rindom sætter kursen mod medaljerne

Anne-Marie Rindom sejler flotte resultater hjem i laser-jollen ved VM i sejlsport i Aarhus. Med en andenplads sammenlagt er medaljerne inden for hendes rækkevidde.

Tre gode sejladser og en enkelt svipser er, hvad den danske medaljefavorit i laser radial-jollen, Anne-Marie Rindom kan notere sig efter sine første fire kapsejladser ved VM.

Den indsats placerer danskeren på en samlet andenplads ved stævnet. På førstedagen hentede hun en fjerde og tredjeplads og lørdag fik hun en anden- og 18.-plads.

Reglerne i sejlads betyder, at hun må fjerne sin dårligste placering. Når Rindom fjerner sin 18.-plads, ser det rigtig fint ud efter lørdagens to sejladser.

- Jeg føler mig egentlig ret glad for, at jeg har fået den her andenplads. For det er vigtigt i de her forhold, som er så svære, siger Anne-Marie Rindom til DR Sporten.

Sikkerhedsnettet er brast

Det er vigtigt for Anne-Marie Rindom, at hun kan undgå at få flere dårlige placeringer ved stævnet, da hun kun kan fjerne én dårlig sejlads fra resultatlisten.

Men heldigvis for danskeren, er hun langt fra den eneste favorit, der har haft en dårlig placering til stævnet.

-Hvis man kigger på resultatliste har alle blandt de førende både lavet et resultat uden for top-ti. Så jeg kan stadig klappe mig selv på skulderen og sige, at jeg er med der, hvor det sker, forklarer Anne-Marie Rindom.