To stærke kapsejladser resulterede i to andenpladser til den danske landsholdssejler i Laser Radial, Anne-Marie Rindom.
De gode resultater betyder, at den tidligere verdensmester nu fører stævnet i den samlede stilling.
- Det må siges at være perfekt for mig. Der har været meget pres på, så jeg er stolt over, at det er gået, som det er. Men der er lang vej igen og meget kan nå at ske, siger Anne-Marie Rindom til DR Sporten.
I de første seks kapsejladser står Rindom nu noteret for placeringer som nummer 4,3,2,18, 2 og 2. I VM i sejlsport har sejlerne mulighed for at fjerne deres dårligste resultat. Og det betyder for Anne-Marie Rindom, at hun kan fjerne 18.-pladsen.
Rindom fører den samlede stilling med norske Line Flem Høst på andenpladsen og amerikanske Paige Railey på tredjepladsen. I morgen er der pause i konkurrencerne for Laser-jolle-sejlerne, og det passer danskeren godt.
- Jeg ved ikke med de andre, men jeg er rigtig glad, og vi har fridag i morgen, så nu kan jeg slappe af. Måske skal jeg ned at se lidt sejlads inde fra tribunen, siger hun.
Du kan høre et længere interview med Anne-Marie Rindom i videoen i toppen af artiklen.