VIDEO Aarhusiansk finnjollesejler blev sejlet agterud på hjemmebølgen

Den danske sejler Andre Højen Christiansen kunne ikke leve op til sine egne top 20-ambitioner ved andendagen af årets VM i sejlsport i Aarhus.

Jollernes sværvægtere i finnjolleklassen fik fredag sejlet deres anden, tredje og fjerde kapsejlads ved årets VM i sejlsport, da de indtog Aarhusbugten ved middagstid.

Der var dansk deltagelse i klassen i form af den lokale sejler Andre Højen Christiansen, der har en en personlig ambition om at slutte blandt de tyve bedste sejlere ved stævnet.

Den ambition led dog et lille knæk ved dagens tre sejladser, hvor den 25-årige sejler med OL-drømme ikke kunne få de placeringer, som han havde håbet på.

Topplaceringerne udebliver

Med en meget skidt start i det første ræs måtte landsholdssejleren kæmpe sig gennem feltet fra en placering som nummer 27 ved det første vendemærke.

Det lykkedes aarhusianeren at sejle sig lidt op og sluttede som den tyvende båd til at krydse mållinjen.

Det betyder dog ikke, at danskeren dermed ligger til at opnå sin målsætning, da der er to grupper af både, der kæmper om den samlede placering.

Og ambitionerne led endnu et knæk for Andre Højen Christiansen, der desværre ikke fik bedre gang i jollen i dagens anden sejlads, hvor han måtte tage til takke med en 22.plads.

Da der kun blev sejlet en sejlads i klassen torsdag, skulle finnjollesejlerne dyste på vandet tre gange fredag. Der var derfor brug for et godt resultat i sidste sejlads fra Højen Christiansens side, hvis han skulle opnå sine mål.

Det startede fornuftigt, og danskeren rundede det første mærke af fem som nummer femten. Men han faldt tilbage i feltet fik endnu en 22.-plads i en meget tæt sejlads.

Efter de første fire sejladser ligger Andre Højen Christiansen langt nede i feltet.