Minimum fire danske både skal de kommende dage kvalificere sig til OL i Tokyo i 2020.
Sådan lyder målsætningen fra Dansk Sejlunion før VM i sejlsport, der begynder torsdag i Aarhus.
Derudover har sportschef Thomas Jacobsen en forventning om, at en eller to danske både vil blande sig i medaljekampen under VM.
- Det er vigtigt for os at få OL-pladserne i hus så tidligt som muligt af hensyn til vores langsigtede planlægning frem mod Tokyo.
- Målet er at sikre minimum fire OL-pladser ved VM, og så kan vi håbe på en eller måske to yderligere, siger Thomas Jacobsen i en pressemeddelelse.
VM i Aarhus er det første stævne, hvor sejlerne kæmper om nationspladser til OL i 12 forskellige klasser. Som minimum belønnes top-otte i hver sejlklasse med en nationsplads til legene i Tokyo.
Sportschefen forventer, at Danmark efter VM vil være klar til OL i 49er, 49erFX, Nacra 17 og Laser Radial. Der er også muligheder i windsurfingklassen RS:X for både mænd og kvinder.
Når det gælder forventningerne til danske VM-medaljer i Aarhus, så er Thomas Jacobsen mere tilbageholdende.
Bedste bud er sandsynligvis den tidligere verdensmester Anne-Marie Rindom i Laser Radial.
- Hun har alt, hvad der skal til for at være med i front, og hun har vist gode takter med flere sejre i år.
- Men hun skal ramme en uge, hvor tingene lykkes for hende, og Aarhus Bugt har det med at byde på overraskelser, så en medalje er på ingen måde givet på forhånd, siger sportschefen.
VM foregår fra 2. til 12. august. I alt skal der kæmpes om medaljer i 12 klasser, og det forventes, at op mod 400.000 tilskuere vil gæste havnen i Aarhus under VM-dagene.
Efter en stribe indledende sejladser bliver VM-medaljerne uddelt 9. til 12. august.
/ritzau/