For tre måneder siden skrev Rusland sammen med de 192 andre medlemslande i FN under på at holde våbenhvile, mens verdens bedste atleter konkurrer om medaljer i sneen ved OL og PL i Beijing.
Den olympiske våbenhvile er vedtaget ved FN’s Generalforsamling i samarbejde med den Internationale Olympiske Komité, IOC, og skulle sikre fred mellem medlemslandene fra OL-begyndelsen i februar til PL-afslutningen i marts.
- Sporten skal bruges som et redskab til at fremme fred, dialog og forsoning i konfliktområder under og efter perioden med de Olympiske og Paralympiske Lege, står der i en pressemeddelelse fra IOC.
Men efter invasionen i Ukraine har Rusland brudt med våbenhvilen, fastslår John Petersson, der er formand i Parasport Danmark og bestyrelsesmedlem i den Internationale Paralympiske Komité, IPC.
- Rusland har skrevet under på ikke at føre krig, der vil gå ud over de atleter, der skal deltage ved legene. Det har Rusland overtrådt, siger John Petersson.
Fredag opfordrede IOC alle internationale forbund til at rykke sportsbegivenheder ud af Rusland.
Og sammen med IPC fordømmer de, at Rusland har brudt med den olympiske våbenhvile, men for nu udelukker det ikke russere fra at konkurrere ved vinter-PL, der begynder om syv dage.
- Aftalen gør ikke i sig selv, at vi kan udelukke de russiske atleter. Det har IPC været i dialog med IOC om, siger John Petersson.
Flere af hans kolleger i IPC-bestyrelsen er enten ankommet i eller på vej til Beijing. Han selv er endnu på dansk grund, men han kan konstatere, at de russiske atleter foreløbigt er velkomne ved vinter-PL i Beijing.
- Vi har et bestyrelsesmøde på onsdag i Beijing, men det er svært at sige, hvad der kommer ud af det. I forhold til sanktioner mod de russiske sportsfolk følger vi udviklingen og holdningerne på regeringsniveau tæt, siger John Petersson.
Derfor forventes det fortsat, at 71 kvalificerede atleter stiller op for den Russiske Olympiske Komité på tværs af alle sportsgrene, men det forstår Jens Sejer Andersen ikke.
Han er international chef for organisationen Play the Game, der undersøger etik, demokrati og gennemsigtighed i sport.
- IOC har mulighed for at tage våbenhvilen på ordet. Det er en symbolsk markering, som IOC altid har præsenteret med prompt og pragt.
- Når det nu er så vigtigt for IOC, må de reagere skarpt på, at den er blevet brudt, siger Jens Sejer Anders fra Play the Game.
Bekymret for ukrainske atleter
For fire år siden vandt Ukraine syv guldmedaljer ved vinter-PL i Pyeongchang.
Men John Petersson fra IPC frygter for de ukrainere, der skal deltage, når det igen går løs i næste uge. Efter den russiske invasion er deres sikkerhed i fare, og det er usikkert, om de over hovedet kan rejse til Kina.
- Vi har store bekymringer for alle borgere og atleter i Ukraine, og vi vil gøre, hvad vi kan, for at løse de store problemer, de ukrainske atleter må have, siger John Petersson.
IPC er i dialog med den Paralympiske Komité i både Rusland og Ukraine og beder verdens statsledere om hjælp.
- Sport er en fantastisk platform til at vise verden, hvad der kan opnås, når mennesker fra alle nationer mødes i fred og solidaritet.
- Verden skal være et sted for deling, ikke opdeling. Jeg håber og beder til, at verdens ledere tager hensyn til dette, siger Andrew Parsons, der er præsident i IPC, i en pressemeddelelse.
Men ifølge Jens Sejer Andersen fra organisationen Play the Game behøver IOC og IPC ikke kun at håbe på hjælp fra andre. De burde selv agere, mener han.
- Det vil være helt oplagt, at IOC både offentligt og i de politiske korridorer arbejder for, at Rusland sættes på ænken i ubestemt tid i international idræt. Vi kan ikke komme dårligdomme til livs uden at straffe, siger Jens Sejer Andersen.
Det danske bestyrelsesmedlem John Petersson forventer ikke, at der kommer nogen afklaring om de russiske atleter før det officielle bestyrelsesmøde i Beijing på onsdag.
Selvom IOC og IPC fordømmer Rusland for at have brudt den olympiske våbenhvile, står de russiske atleter lige nu til at deltage, når vinter-PL begynder torsdag den 4. marts.
Du kan følge legene på DR’s platforme.