Hun var efterlyst i månedsvis, men nu skal kinesisk tennisspiller mødes med OL-chef

Den kinesiske tennisspiller Peng Shuai forsvandt efter anklager om seksuelt misbrug. Nu skal OL-chefen Thomas Bach mødes med hende i Beijing, bekræfter han.

OL-chefen har afholdt flere videomøder med Peng Shuai, men nu skal de to mødes personligt i Beijing. (Foto: © PAUL CROCK, Ritzau Scanpix)

Efter måneder med global bekymring for Peng Shuai, er der nu nyt i sagen om den kinesiske tennisspiller.

Thomas Bach, præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité, IOC, bekræfter, at han skal mødes med den 36-årige Peng Shuai under vinter-OL i Beijing. Han har tidligere afholdt to videomøder med kineseren, men nu skal de mødes til en middag.

- Jeg er meget glad for og lettet over, at Peng Shuai besøger OL-byen. Det var også hendes ønske tilbage i november, siger Thomas Bach til nyhedsbureauet AP.

Peng Shuai blev ikke set offentligt i flere uger, efter hun i november på et socialt medie i Kina beskyldte en tidligere kinesisk toppolitiker for at have begået seksuelle overgreb mod hende gennem flere år.

Hun har siden figureret i videoer og på billeder fra kinesiske statsmedier, hvor hun fortæller, at hun har det godt. Billederne og videomøderne med Thomas Bach blev kritiseret i medierne, da det ikke var muligt at fastslå, hvorvidt Peng Shuai var i sikkerhed og kunne tale frit.

Det skal det kommende møde være med at til afgøre, fortæller IOC-præsidenten, som tog initiativet til mødet.

- Det er en nødvendighed at respektere hende ved at lytte til, hvordan hun selv ser på situationen, og hvordan hun vil leve sit liv. Det finder vi ud af skridt for skridt.

- Vi har hørt beskyldningerne, vi har hørt tilbagetrækningen, og vi vil afholde et pesonligt møde, og der vil vi fortsætte samtalen. Og da vil vi kende mere til, hvordan hun har det fysisk og mentalt, siger Thomas Bach.

Følgende billede blev offentliggjort af Den Internationale Komité, hvor præsident Thomas Bach taler med tennisspilleren Peng Shuai. (Foto: © GREG MARTIN, Ritzau Scanpix)

En tennistorn i øjet på Kinas vinter-OL

IOC-præsidenten forklarer derudover, at der kun vil blive foretaget en yderligere undersøgelse af sagen, hvis Peng Shuai selv ønsker det.

Sagen har siden skabt stor røre i tennisverdenen, og kvindernes internationale tennisforbund, WTA, har suspenderet alle turneringer i Kina. Derudover har FN, USA, Storbritannien, Frankrig og et utal af sportsstjerner været yderst kritiske under hele forløbet.

Det generelt stigende internationale pres er en torn i øjet på Kina og landets håb om et storslået vinter-OL. Det mener Andreas Bøje Forsby, forsker ved Dansk Institut For instationale Studier, DIIS, med ekspertise i Kina.

- Journalister har blandt andet forsøgt at få IOC til at tage stilling til sagen, og hvad den betyder i forhold til vinter-OL. Og IOC’s præsident Thomas Bach har været nødsaget til at forsøge at arrangere et møde med Peng Shaui under vinter OL. Det er selvfølgelig ubehageligt for Kina med alle de problematikker, der har været i opløbet til legene, siger han.

- Om det har været Peng Shuai, den diplomatiske boykot eller den generelle diskussion omkring kinesiske menneskerettighedskrænkelser. Der er mange aspekter, men Peng Shuai-sagen har haft indvirken på debatten om, hvorvidt Kina er en legitim arrangør af vinter-OL.

Vinter-OL skulle være et udstillingsvindue for Kinas fremgang og modernisering og samtidig give Beijing en plads i historiebøgerne som den første værtsby, der afholder både vinter- og sommer-OL, uddyber DIIS-eksperten.

- I stedet står kineserne i en situation, hvor mange, og især de vestlige, politiske ledere bliver væk, og det dermed forhindrer kineserne i at opnå den eftertragtede respekt og legitimitet, som et succesfuld OL normalt vil afføde fra det internationale samfund, siger Andreas Bøje Forsby.

Peng Shuai (nummer to fra venstre mod højre) til åbningsceremonien på en tenniskamp i Beijing:

Rykker det noget?

Generelt har de kinesiske medier ihærdigt forsøgt at censurere sagen, mener Andreas Bøje Forsby. Det er en klassisk strategi, når det kommer til problemstillinger, der kan skade Kina, siger forskeren.

Og den enkelte sag om Peng Shuai kommer ikke til at rykke noget på Kinas ageren, påpeger han. Men i det større billede kan det dog få betydning, siger Andreas Bøje Forsby.

- Det er endnu et eksempel på, hvordan Kina og Vesten bevæger sig længere væk fra hinanden i disse år. Vinter-OL tegner til at blive en væsentlig del af den fortælling, fordi Vestens politiske repræsentanter – i modsætning til ved sommer OL i 2008 – har valgt at holde sig borte fra Beijing.