På papiret lyder det overskueligt for Danmark at spille sig videre til kvartfinalen i OL’s ishockeyturnering, når modstanderen på tirsdag er Letland. En nation, der endnu ikke har vundet en kamp i turneringen.
Men en ting er, hvordan tingene ser ud på papiret. En anden ting er, hvordan tingene ser ud på isen.
For letternes resultater lyver faktisk en smule, fortæller DR Sportens ishockeyekspert under OL, Olaf Eller.
Letland spillede nemlig tætte kampe mod både Sverige og Finland i de første to opgør, inden et skuffende nederlag til Slovakiet søndag sendte dem i favnen på de danske ishockeyløver.
- Traditionelt spiller vi meget, meget lige kampe mod Letland. Også denne gang vil jeg tro, at det bliver en utrolig lige kamp, fordi Letland kommer med et meget erfarent hold.
- Der er ingen hold, vi kommer til at køre henover. Hvis Danmark skal videre til kvartfinalen, skal vi spille på præcis samme måde, som vi har gjort indtil nu. Defensiven skal holde meget tæt, og så vil der komme målchancer, når vi rammer dem på kontra, lyder vurderingen.
Danmark og Letland mødtes i en testkamp i november. Her vandt Danmark 5-1.
Kan vinde mod de store
Kombineret med det fine spil i gruppekampene mener Olaf Eller derfor, at Danmark er små favoritter i opgøret mod letterne.
Danmark vandt to ud af tre kampe i gruppespillet, da både Tjekkiet og Schweiz blev slået.
Her kan du høre assistenttræner Jens Nielsen fortælle om, hvilke reaktioner han har fået på Danmarks flotte spil ved OL.
Sejrene har samtidig givet selvtillid, og det får også den danske forward Morten Madsen til at se optimistisk på turneringen fremadrettet.
For hvis der et sted, hvor der kan ske mirakler, så er det på den olympiske is.
Det er trods alt ikke mere end fire år siden, at Tyskland nåede helt frem til OL-finalen, selvom tyskernes seneste VM-medalje blev vundet i 1953.
- Før OL var vi klar over, at vi havde et godt hold. Vi er mange spillere, der har spillet sammen i mange år, og vi spiller med et system, som alle er med på. Det betyder meget, når vi spiller en forholdsvis kort turnering som OL.
- Og vi var klar over, at vi ville have en chance mod de fleste hold, hvis vi spillede optimalt. Ved at nå hertil har vi allerede bevist, at vi også kan vinde mod de store hold. Det håber jeg selvfølgelig fortsætter, siger han.
Netop at fortsætte bliver nøglen for Danmark, hvis kvartfinalepladsen skal spilles hjem på tirsdag, siger Olaf Eller.
- Vi har indtil nu set et dansk hold, der spiller hundrede procent efter taktikken. Og vi har set et dansk hold, der matcher modstanderne fysisk, mens de samtidig er meget hurtige på skøjterne, så forsvaret ikke kan lirkes op for alvor. Og vi har set et dansk hold, der har skabt chancer i hele turneringen. Og til sidst har vi haft en god målmand og et godt sammenhold.
- Derfor er Danmark et stærkt hold, men der er ingen statsgaranti for, at vi slår Letland. Med spillet indtil nu er vi dog favoritter, men vi er ikke store favoritter, siger han.