Hun er kvik med en puck: Danske Michelle er Finlands store stjerne på isen

Den 31-årige ishockeyspiller fra Rødovre deltager lige nu i sit fjerde OL med Finlands landshold.

Michelle Karvinen i aktion for Finland i fredagens kamp mod USA og en halvt liggende Grace Zumwinkle under OL 2022. (Foto: © Brian snyder, Ritzau Scanpix)

Der er halvt dansk blod i årene på én af de største profiler i kvindernes ishockey-turnering under vinter-OL i Beijing.

31-årige Michelle Karvinen, der er født og opvokset i Rødovre, spiller forward for Finland, og det her er hendes fjerde olympiske lege. Hun var første gang i aktion tidligt fredag morgen, da Finland tabte 5-2 til USA.

Michelle Karvinen kom ikke på scoringstavlen, men hun lagde op til Susanna Tapanis reducering til 5-2 kort før slutsignalet lød i Wukesong Sports Centre.

Michelle Karvinen har været vidt omkring i sin karriere, der har budt på mange mindeværdige præstationer og flotte titler.

Hun er flere gange udnævnt som én af de bedste i de slutrunder, hun har spillet med i.

Hun kom hjem fra de olympiske lege i 2010 i Vancouver og 2018 i Pyeongchang med en bronzemedalje. I Sochi i 2014 endte finnnerne uden for medaljerækkerne på en femteplads.

Og så var hun tæt på at få debut i den bedste danske herreliga, da hun spillede i Rødovre, hvor hendes far tidligere var cheftræner. Hun havde optrådt for klubbens reservehold, og hun var udtaget til grundspillets sidste kamp mod Hvidovre.

Kort før kampstart - efter at have klædt om og varmet op - blev hun streget på holdkortet, fordi så lidt som ét sekunds spilletid i en professionel liga ville betyde, at hun ikke bagefter kunne spille amerikansk college-hockey.

Og - så er hun uddannet grafisk designer og såmænd kvinden bag det officielle logo til VM-slutrunden i 2019, som forestillede den finske ishockey-legende Riikka Sallinen, der tidligere hed Välilä til efternavn.

Michelle Karvinen scorer mod Schweiz' målvogter Florence Schelling under OL i Sochi 2014. (Foto: © Brian snyder, Scanpix Denmark)

Altid én af drengene

I et interview med TV2 Sport i februar 2018 fortalte Michelle Karvinen, at hun startede med at spille med drengene hjemme i Rødovre, fordi der ikke var noget hold for pigerne.

Sammen med dem vandt hun DM-guld i samtlige årgange hele vejen op til U20-niveau.

- Længe var jeg bare med drengene i omklædningsrummet, men da jeg blev ældre, blev det selvfølgelig lidt anderledes. Nogle gange havde jeg mit eget omklædningsrum, men så var der også mange af drengene, der syntes, at jeg skulle være med dem, og de var lidt ligeglade, så jeg gik bare ud og skiftede mit tøj på toilettet. På den måde var jeg jo alligevel med drengene, siger Michelle Karvinen i interviewet med TV2.

Som ti-årig fik hun lov til at træne med klubbens kvindeseniorer. Inden da havde hun været for lille til at træne med på det sene tidspunkt af dagen, hvor seniorne havde råderet over isen. Michelle skulle jo passe sin sengetid og i skole.

Fem år senere brillerede hun som kun 15-årig ved at sende pucken i nettet hele 29 gange i otte kampe for kvindeholdet.

To år tidligere tilbød det finske U20-landshold hende en plads, som hun valgte at tage imod, selv om hun egentlig var mest knyttet til Danmark. Valget var nemt for hende, da Danmarks landshold var på et helt andet niveau end det finske.

- Danmark var ikke i nærheden af noget som helst, og jeg havde selvfølgelig store drømme om at skulle være med til OL og til VM, lød Michelle Karvinens begrundelse.

Internationale regler betød imidlertid, at hun ikke måtte optræde på et landshold, før hun havde spillet to sæsoner i det pågældende land, så hun flyttede ind hos en holdkammerat og dennes familie og ventede tålmodigt, mens hun trænede på det lokale hold og gik i gymnasiet i Sverige.

Siden har hun spillet for hold i USA og Schweiz, inden hun skiftede til sit nuværende hold, Malmø Redhawks.

"Still just a little hockey girl with a dream"

Michelle Karvinen lavede torsdag et opslag på sin Facebook-side med to billeder af sig selv siddende på et hockeymål og teksten "Still just a little hockey girl with a dream".

Skærmbillede fra Facebook.

Lige nu er det drømmen om endnu en OL-medalje, der fylder hos den 31-årige dansk-finske stjerne, som altså var i aktion første gang tidligt fredag morgen.

Michelle Karvinen og de finske holdkammerater spiller næste kamp tirsdag klokken 14.10 mod russerne.