'Lille Danmark' bød stormagten op til dans: Danskerne er både skuffede og stolte

Med ishockeyherrer 0-2-nederlag mod Ruslands Olympiske Komité, står de nu noteret for tre point efter to kampe.

Det var ikke fordi, den russiske bjørn viste skræmmende styrke.

Men i morgenens opgør mod Danmarks ishockeyherrer i gruppespillet ved vinter-OL lykkedes det dem alligevel at hive en 2-0-sejr hjem.

Det var så tæt på, men stadig så langt fra, for de danske ishockeyherrer - og at få nul point med fra et ellers ret jævnbyrdigt opgør ærgrer landsholdsspilleren Mikkel Bødker.

- Vi skal have lov at være skuffede det næste stykke tid, for vi har lige spillet lige op med en af verdens største ishocleynationer, siger den danske landsholdsspiller.

Du kan se interviewet med den danske landsholdsspiller i videoen herunder.

Som på så mange andre fronter er Ruslands Olympiske Komité også en stormagt, når det kommer til ishockey. Ja, faktisk er de forsvarende olympiske mestrer.

Derfor ærgrer det også landsholdet, at de ikke fik mere med fra kampen.

- Det er sjovt, at man står og er skuffet efter, man har tabt mod dem. Det er første gang i karrieren, vi er det, siger Mikkel Bødker.

Russernes første mål faldt i kampens anden periode, men ad flere omgange var spillerne med det rødbedefarvede pas tæt på at få pucken i mål.

Særligt i kampens tredje periode tegnede der sig et billede af, at Danmark ville få netmaskerne til at blafre. Men det skete aldrig, og i stedet kunne russerne sende pucken i et tomt dansk mål i kampens døende sekunder.

Spørger man landsholdsspilleren Nicklas Jensen, var det den sidste kynisme, Danmark manglede.

- Når vi får chancen, er vi nødt til at være skarpe. Det er vi ikke i dag.

- Man får ikke mere end en eller to chancer, når man spiller mod et hold som russerne, og jeg fik tre. Så jeg er utrolig skuffet lige nu, siger Nicklas Jensen.

Der var både nerve, intensitet og spænding til det sidste i kampen mod russerne. (Foto: © David W Cerny, Ritzau Scanpix)

Stoltheden kommer senere

Selvom nederlaget og ærgrelsen fylder hos danskerne nu, er der da også mange positive ting at tage med fra morgenens ishockeybrag.

Næsten at spille lige op med de forsvarende mestre er nemlig lidt af en præstation i sig selv.

Særligt når man lige husker på, at kampen mod russerne blot er Danmarks anden olympiske kamp nogensinde.

- Jeg synes, vi spiller godt. Vi kæmper allesammen for det samme mål, og det er at vise, hor gode vi er til ishockey. Det viser vi igen i dag, siger Mikkel Bødker.

Skal kampen mod russerne ses fra et større perspektiv, tegner der sig da også et billede af, at dansk ishockey er inde i en flot udvikling, mener Nicklas Jensen.

- Det viser, at lille Danmark er blevet et rigtig godt ishockeyhold. Vi tror på det, lige meget om vi møder de helt store nationer som russerne, siger landsholdsspilleren.

Når den største skuffelse har lagt sig, og landsholdsspilleren har fået opgøret lidt på afstand, vil de derfor også have en opfattelse af kampen, end de har nu.

- Der skal nok gå lidt tid, og så er vi nok også stolte, siger Mikkel Bødker.

Du kan se interviewet med den danske landsholdsspiller i videoen herunder.

Men der er endnu ikke tid til at dvæle for meget ved dagens resultat. For allerede i morgen skal danskerne på isen igen.

Her venter Schweiz, og selvom landsholdet lige har spillet en jævnbyrdig kamp mod et af verdens bedste ishockeymandskaber, forventer de endnu en svær kamp der.

- De er stadig favoritter (Schweiz red.). Men vi er vant til at spille som underdogs, siger Mikkel Bødker.

Danmark spiller næste kamp ved vinter-OL lørdag klokken 14.10. Her er det Schweiz, danskerne skal stå ansigt til ansigt med. Kampen kan følges på DRTV, DR1 og dr.dk.