Den blev slåsset og kæmpet hjem med hiv og sving, den første danske ishockeysejr ved et OL.
Og intet mere kunne gøre det mod Tjekkiet, der på forhånd var udråbt som storfavoritter mod danskerne, der har tabt de to forgående kampe ved vinter-OL i Beijing.
Men den danske sejr kom i hus, selvom tjekkerne kom foran to gange undervejs i kampen. Det viser den danske indstilling, mener landsholdets Josefine Persson.
- At vinde en kamp til OL er nok det største, jeg har prøvet i min hockeykarriere, som efterhånden er lang.
- Jeg er så stolt og så glad. Er du sindssyg en fighterindsats, vi gjorde i dag, siger Josefine Persson.
Se højdepunkter fra Danmarks sejr i videoen:
Danmark havde som bekendt tabt de to første kampe, mod Kina og Japan, ved vinter-OL, og derfor var det rart for danskerne endelig at mærke sejrens sødme, fortæller målscorer Silke Glud.
- Jeg er bare pisseglad for, at vi har vundet. Det er det fedeste, siger hun.
Men danskerne havde også noget at bevise, efter det var blevet til nederlag mod Kina og Japan, mener Josefine Persson.
- Vi ved, at Tjekkiet er et megastærkt hold, der skøjter meget, og det har givet os endnu mere blod på tanden, at vi har tabt de to andre kampe og vil vise, at vi godt kan spille god hockey, siger Josefine Persson.
Danmark havde kniven for struben i kampen mod Tjekkiet. Alt andet end en sejr ville cementere Danmarks skæbne og fjerne muligheden for en kvartfinaleplads.
Sejren over tjekkerne sender også et signal om, at danskerne kan byde selv de bedste ishockeyhold op til dans, vurderer målvogter Cassandra Repstock-Romme.
- Vi gik alle ind med indstillingen om, at vi var pisseærgerlige over kampen mod Japan, og vi skulle vise, at vi er et dygtigt ishockeyhold, der kan spille op mod de bedste. Det viser vi i dag ved at slå Tjekkiet, siger Cassandra Repstock-Romme.
Men sejren gør nu, at Danmark kan gå i kvartfinalen, hvis det bliver til en sejr mod Sverige tirsdag, samt andre resultater flasker sig.
Og den sejr har danskerne tænkt sig at gå benhårdt efter, fortæller den danske center Michelle Weis.
- Muligheden er der mod Sverige. Der er en ny dag i morgen og en ny kamp, og den er vi klar til at vinde, siger Michelle Weis.
Danmark møder Sverige tirsdag klokken 14.10.