Til daglig er de kunderådgivere og pædagogstuderende - nu kæmper de om OL-kvartfinalen

Danmark møder Sverige ved vinter-OL. Få af de danske kvinder kan dog leve af at spille ishockey.

Knap hver 10. danske ishockeyspiller er på landsholdet. (Foto: © David W Cerny)

En tandlægeassistent i forsvaret samt en kunderådgiver og en tjener på hver sin wing.

Det kunne lyde som opstillingen på det lokale seriehold. Men i realiteten er der tale Simone Jacquet Thrysøe samt flere af de andre spillere på Danmarks ishockeylandshold.

De danske kvinder er for første gang med til vinter-OL, og senere i dag brager de sammen med Sverige om en plads i kvartfinalen. Men ganske få af de rød-hvide spillere kan leve 100 procent af issporten.

Eksempelvis er Maria Holm Peters tjener på den lokale kro, når hun ikke spiller for Odense Ishockey Klub.

Og Josefine Jakobsen, der er på kontrakt i svenske Djurgården, har et deltidsjob som ishockeytræner på et gymnasium i byen.

Ifølge Marie Linander Henriksen, DR Sportens ekspertkommentator, sætter det Danmarks OL-formåen i perspektiv. For selvom det indledningsvist blev til et nederlag mod Kina og Japan, vandt danskerne i går 3-2 over Tjekkiet.

- Vi har knap 300 seniorspillere i Danmark, så cirka hver 10. spiller er på landsholdet. De, spillere vi har, har formået at nå et virkeligt højt niveau. Blandt andet, fordi de har spillet mod drenge hele vejen gennem ungdomsårene.

- Derfor er vores piger så gode. De er også begyndt at søge ud mod Sverige og USA, og det hæver niveauet, forklarer Marie Linander Henriksen.

Se, hvordan det gik, da Danmark mødte Tjekkiet i videoen herunder.

Udfordrende og underholdende

Pengene er ikke lige så store på kvindesiden som hos herrerne.

I den danske liga er der da også blot seks hold i den bedste række, og generelt har man kæmpet med dårlige og sene istider. Derfor må flere af spillerne arbejde ved siden af istiden, inde de trækker i skøjterne.

- Da jeg selv spillede (I Herlev, red.) trænede vi klokken 22 torsdag aften, selvom vi var danske mestre og havde landsholdsspillere en masse på holdet, husker Marie Linander Henriksen.

Det nikker man genkendene til i Odense Ishockey Klub. Med tre spillere er det den danske klub med flest spillere på landsholdet.

Julie Oksbjerg, Maria Holm Peters og Michele Brix Nielsen har dog alle job eller studie ved siden af, hvorfor cheftræner Rene Madsen er omstillingsklar, når det kommer til træningstider.

- Træningstiderne kan godt blive svær at nå nogle gange. Vi har ikke nogen træningspas klokken 16 for eksempel. Det er det muliges kunst at nå det tidligere end omkring klokken 20. Det gør dog, at spillerne kan nå at studere, arbejde eller slappe af inden træning, siger han til DR Sporten.

Det er både udfordrende og underholdende, forklarer Rene Madsen.

- Man vil gerne, at ishockey er nummer ét, men i dansk ishockey er der en stor bredde. Nogle har et højt niveau som de tre landsholdsspillere, mens andre er lige udenfor periferien. Træningen varierer meget i de perioder, hvor landsholdsspillerne er væk. Der arbejder vi så på mere tekniske ting og går mere i detaljerne, siger han.

Josefine Jakobsen scorede Danmarks første mål mod Tjekkiet. Når hun ikke tørner ud for Djurgården i Sverige, træner hun det lokale pigehold. (Foto: © ANNEGRET HILSE)

Langt fra forkælede

Men selvom et arbejde med tandpleje, servering eller teori om børns kognitive udvikling kræver tid og kræfter, behøver det ikke nødvendigvis være en sportslig ulempe. Det mener DR Sportens ekspertkommentator.

- Spillerne er i hvert fald ikke forkælede eller forvente. Du har ikke meget fritid, når du også skal passe studiet eller et arbejde. De brænder virkeligt for sporten og er ekstra dedikerede, for de har ofret rigtig meget for at nå til, hvor de er i dag, siger Marie Linander Henriksen.

Og så er vi tilbage til kampen mod Sverige.

Modstanderen er langt fra OL-sølvet i 2006 og fordums styrke, men Marie Linander Henriksen regner stadig vores nordiske storesøstre som favoritter i duellen om en plads i kvartfinalen.

- Det er stadig en stor hockeynation. Den bedste eliteserie for kvinderne, SDHL, er en kæmpe liga i Europa, og mange af stjernerne fra Finland, Tjekkiet og Schweiz tager derhen. Vi har også nogle deroppe, så Sverige er stadig en traditionsrig nation, når det kommer til ishockey, siger DR Sportens ekspert.

Danmark møder Sverige i skæbnekampen tirsdag klokken 14.10. Du kan se kampen på TV2.