- Vi har haft skøjter på, siden vi kunne gå, siger Josephine Asperup.
Hun griner. Men det er faktisk sagt i alvor.
For ishockey har altid været en del af hendes liv, og både hende og broderen Matthias spiller i dag på de ishockeylandshold, som er til OL i Beijing.
Et søskendepar på landsholdet. Sjovt. Imponerende. Men ikke ligefrem sjældent.
For det samme gør sig faktisk gældende for landsholdsanfører Josefine Jakobsen, der også har sin bror Julian på herrelandsholdet, mens landsholdsspillerne Mia og Mathias Bau også er søskende.
Nå ja, præcis som Emma og Patrick Russell. Amalie Andersen må til gengæld se sin bror, Frederik Andersen, blive hjemme fra OL, da NHL-spillerne ikke er med i Beijing.
Puha. Det er lige til at komme på glatis, hvis der skal holdes styr på alle familierne, så lad os da bare lige blive ved familien Asperup. For sørme om ikke både mor og far Asperup også har spillet ishockey på eliteniveau.
Moderen Lisbeth har en DM-titel med HIK, mens faderen Martin har spillet 11 landskampe.
Derfor stod det også hurtigt nærmest som mejslet i isen, at børnene også skulle have spændt skøjterne på fødderne. Allerede som helt lille blev Matthias Asperup taget med i omklædningsrummet, fortæller han.
- Da min far spillede i Rødovre blev jeg taget med til træning og sat i en papkasse. Så kunne materialemændene ellers kigge efter mig, mens han var på isen, fortæller han.
Oplevelserne husker far Martin Asperup tydeligt. Han griner og fortæller om anekdoten:
- Vi havde sådan nogle kasser til udstyr, hvor Matthias blev sat i, mens de passede ham. Han var måske et halvt år dengang. Der var jo ikke mere barsel, så han blev nødt til at komme med, siger han, inden mor Lisbeth Asperup også supplerer:
- Ja, det var jo sådan, at vi kunne få tingene til at gå op, hvis min mor ikke kunne hjælpe med at passe.
Var det ikke en lidt vild måde at gøre tingene på, Martin?
- Jo, jo. Det var måske lidt vildt. Men det var vigtigt for mig at spille i de år, vi havde et godt hold, og jeg havde stor kærlighed til spillet. Og så vil jeg altså også sige, at vi fik tingene til at passe ind på en naturlig måde i familien, siger han og griner igen.
Det er vanvittigt
Det er derfor ikke så pokkers underligt, at både Matthias og Josephine Asperup har udviklet sig til at blive fremragende med skøjter på fødderne og stav i hænderne.
Men at de skulle ende med at spille OL for Danmark det samme år er alligevel ’ret god timing’, lyder det fra Josephine Asperup, der glæder sig til at dele oplevelsen med sin bror.
- Når vi kommer ind i OL-byen, så kan vi gå frit rundt. Og jeg skal da 100 procent sikkert se alle herrelandsholdets kampe, siger hun.
Fantastisk bliver det også hjemme i Rødovre, når far Martin og mor Lisbeth tænder for fjernsynet. De svarer nærmest i munden på hinanden, da de bliver spurgt, hvor meget OL-ishockey, de skal se i år.
- Vi skal se det hele, lyder det, inden Lisbeth fortæller:
- Det er helt ubeskriveligt, at børnene skal til OL. Jeg er virkelig ved at revne af stolthed, når jeg fortæller det til folk. Det er så vanvittigt altså. Jeg niver stadig mig selv i armen.
- Ja, det gør jeg også, siger far Martin.
- Det er nok ikke helt gået op for mig endnu.
Det er lidt uvirkelig hjemme i ishockeyfamilien, selvom udtagelsen af begge børn selvfølgelig blev fejret, siger Lisbeth Asperup.
- Børnene var helt oppe at køre, da de blev udtaget, selvfølgelig. Men det var vi da også, Martin. Det var så vildt, at vi endte med at danse cancan.
Hun griner igen.
Ja, faktisk griner alle i familien for tiden.
For de elsker sporten. Og OL? Det bliver ikke meget større - for hverken børn eller voksne.