Det lignede igen en overbevisende og selvsikker præstation af kajakroeren René Holten Poulsen, da han søndag kort før middag tog sin anden guldmedalje ved VM i Milano med sejren i 500 meter enerkajak.
Men selvom danskeren var forsvarende verdensmester på distancen, så var han præget af nervøsitet.
- Det er sindssygt fedt at vinde igen. Jeg var mere nervøs end normalt før starten, men jeg gjorde ligesom i går (lørdag, red.) og fokuserede bare på løbet. Jeg er meget tilfreds, siger René Holten Poulsen til Politiken efter sejren.
Fik en skidt start
Modsat løbet på 1000 meter, som Maribo-roeren vandt lørdag, så kom han ikke helt så hurtigt ud af starten.
- Jeg fik en rigtig skidt start, men jeg prøvede at holde hovedet koldt. På de sidste tohundrede meter gav jeg så bare gas og håbede på, det ville holde hjem. Og så lykkedes det alligevel, fortæller René Holten Poulsen.
Han er den første danske kajakroer nogensinde, der vinder to guldmedaljer ved samme VM, og det kan endda blive til mere metal.
Søndag eftermiddag afsluttes VM med 5000 meter enerkajak, som ikke umiddelbart er René Holten Poulsens favoritdisciplin, men hvor han alligevel spås realistiske medaljechancer, hvis alt flasker sig.
/ritzau/