Verdens bedst betalte sportskvinder tjener mere end nogensinde

Det amerikanske magasin Forbes har netop udgivet deres årlige liste over verdens 10 bedst betalte kvindelige atleter.

Japanske Naomi Osaka er den bedst betalte kvindelige atlet i 2021. (Foto: © Robert Deutsch, Ritzau Scanpix)

Én milliard kroner.

MMA-kæmperen Connor McGregor kunne i 2021 indkassere en check med ni nuller og titlen som verdens bedst betalte atlet. Og det svimlende beløb er lige akkurat større end indtjeningen hos de ti bedst betalte kvindelige atleter.

Til sammen vel at mærke.

Det amerikanske magasin The Forbes har netop udgivet listen over de sportskvinder, der i kalenderåret 2021 smilede mest på vej til banken. Og selvom der er flere nuller op til de bedst betalte herrer, var det forgangne år rekordhøjt.

Sammen tjente de en milliard kroner, og beløbet er 23 procent højere end i 2020.

Tenniskometen Naomi Osaka topper listen, mens de legendariske Williams-søstre Serena og Venus også når en podieplads.

Det er ingen overraskelse for Rasmus K. Storm, at tennisspillere topper listen. Han er analyse- og forskningschef ved Idrættens Analyseinstitut og forsker i økonomi i professionel sport.

- En atlet er en mediepersonlighed og et brand. De tjener ikke kun præmiepenge og løn, men bliver et personligt varemærke, som man kan klistre på sine produkter eller sin virksomhed, siger Rasmus K. Storm.

Denne branding bruger atleterne til at tjene penge på sponsorater og honorarer, ligesom skuespillere og musikere gør det.

Forbes opdeler det i indtægter tjent på og uden for banen, hvor topscorer Osaka har indtjent 357 af sine 371 millioner i 2021 væk fra tennisbanen.

Mens tennis er velbesøgt på listen for 2021 med fem ud af ti atleter, var samtlige ti af de bedst betalte kvindelige atleter alle tennisspillere for bare to år siden. Og det er ifølge Rasmus K. Storm et udtryk for, at alle sportskvinder fra alle sportsgrene er blevet brands, der kan tjene penge på sit eget varemærke.

- Selv i holdsport, hvor holdet er mere centralt end den enkelte spiller, er det ikke usædvanligt, at individuelle atleter er så dygtige, at de tiltrækker sig ekstraordinær opmærksomhed, siger forskningschefen.

  • Tennisstjernen Serena Williams har vundet 23 grand slam-titler. (Foto: © Asanka Brendon Ratnayake, Ritzau Scanpix)
  • I en alder af 24 år har gymnasten Simone Biles vundet syv olympiske medaljer. (Foto: © LINDSEY WASSON, Ritzau Scanpix)
  • 22-årige Ko Jin Young er nummer syv over verdens bedst betalte sportskvinder i 2021. (Foto: © MURAD SEZER, Ritzau Scanpix)
  • Basketballspilleren Candace Parker spiller i kvindernes NBA for Chicago Sky. (Foto: © Matt Marton, Ritzau Scanpix)
1 / 4

Et spørgsmål om efterspørgsel

Det overrasker ikke Rasmus K. Storm fra Idrættens Analyseinstitut, at Connor McGregor som ene mand tjener det samme som Forbes-listens 10 kvinder. Han mener, at det handler om den udvikling, professionel sport har været igennem.

- Med få undtagelser er de fleste sportsgrene først blev professionelle for mænd og siden for kvinder, siger han.

Derfor har kvinder ikke de samme forudsætninger for at tiltrække fans og dermed sponsorer og indtægter, mener han. Det er en anden forklaring end en ofte udbredt begrundelse, som Rasmus K. Storm ser som en misforståelse.

- Mange argumenterer for, at kvaliteten i kvindesport er lavere end hos mændene. Det betyder ikke, at kvindesport ikke er et højkvalitetsprodukt. Der er forskel, men derfor vil kvindesport stadig kunne tiltrække lige så mange fans, siger han.

En af undtagelserne, som Rasmus K. Storm peger på, er kvindehåndbold, der i en periode dominerede herhjemme. Ifølge sportsøkonomen kunne nogle af de bedst betalte danske kvinder formentlig matche og måske endda overmatche herrerne dengang.

- Man kan på ingen måde afvise, at man kan fremelske kvindesportsprodukter, som har en meget stor efterspørgsel. Efterspørgsel er et udtryk for kvalitet, og det giver bedre muligheder for indtægter, siger han.