Badminton Danmark har ikke haft nogen specielt heldig hånd med at finde kvalificerede udenlandske modstandere som supplement til de danske stjerner ved dette års Copenhagen Masters.
Ingen af udlændingene formåede at vinde et sæt mod danske modstandere, og allermest udtalt var manglen på kvalitet, da Jan Ø. Jørgensen slog malaysiske Soo Tech Zhi 21-18, 21-11.
For lavt niveau
Jørgensen havde alt for let spil, og at kampen varede 36 minutter, skyldtes kun, at malaysieren brugte uendeligt lang tid mellem duellerne på blandt andet at bytte bolde og tørre sved væk.
- Han sagde godt nok, at han havde været syg, men han havde havde altså ikke tilstrækkeligt med niveau til, at det kunne blive en god badmintonkamp, og derfor kæmpede jeg på mange måder med at hive sejren hjem.
- Han fik alt for mange point i første sæt, og det er jeg selvfølgelig ikke tilfreds med, siger Jørgensen.
Han er nummer tre i verden, mens man skal helt ned på 137.-pladsen for at finde malaysieren, som dog blev asiatisk ungdomsmester sidste år.
- Det havde været bedre at have fundet plads til Hans-Kristian Vittinghus eller den russiske doublespiller Vladimir Ivanov, som jeg trods alt har haft problemer med før.
- Men okay, jeg har i det mindste ikke overanstrengt mig inden finalen, siger Jan Ø. Jørgensen.
Mere modstand i finalen
Han ved godt, at han skal op i et helt andet gear søndag, hvor landsmanden Viktor Axelsen venter i finalen.
- Han er jo en af verdens bedste spillere, og han har været godt kørende på det sidste. Og så er der jo altid ekstra tænding på, når der er danskeropgør, siger han.
Lørdagens resultater betyder, at samtlige finaler søndag er besat af danskere - på nær i kvindernes double, hvor man går direkte til finalen.
Her møder Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl det indonesiske par Suci Rizky Andini/Tiara Rosalia Nuraidah.
/ritzau/