Se videoen herover, hvor det er tydeligt, at Joe Allen har et hårproblem. Der er tale om et interval på fem minutter.
Der var mange mennesker, der måtte kigge en ekstra gang på linket, da Liverpool i 2012 annoncerede, at man havde betalt op mod 150 millioner kroner for en lille walisisk midtbanespiller.
Den daværende Liverpool-manager Brendan Rodgers, som netop var ankommet til klubben, forsvarede sin beslutning med, at Joe Allen var meget mere værd end de mange millioner, Liverpool betalte Rodgers’ og Allens tidligere klub Swansea.
- Man skulle tro, at han var en spansk spiller. Jeg ville have betalt mange flere millioner for denne knægt, sagde Rodgers om den dengang 22-årige waliser.
Senere i dokumentarfilmen om Liverpool, Being: Liverpool, fortalte Rodgers, at han anså Allen for at være den walisiske Xavi, altså en britisk udgave af den elegante spanske playmaker med over 500 kampe for Barcelona på cv'et.
Dermed var presset for alvor på Joe Allen. De rosende ord fra træneren satte forventningerne i vejret fra tilhængerne side, dog uden at 'wee Joe' (lille-Joe, red.) havde nogen som helst mulighed for at indfri dem.
I dag er det fire år siden, at Joe Allen ankom til Liverpool. Rodgers er væk, men Joe lever stadig. Den stramme frisure er skiftet ud med en flagrende manke, Jesus-hår, som scouserne siger på Merseyside.
Det glatte ansigt er skiftet ud med et hulemands-agtigt jeg-skal-bare-arbejde-hårdt-for-træneren-skæg. 'Wee Joe' er blevet en voksen mand. Hans skæg har sågar sin egen twitter-konto.
Kylling-Joe
Siden skiftet fra Swansea i 2012 er Joe blevet en såkaldt kultfigur i Liverpool. Ikke for sit spil på banen, for Allen er ikke stamspiller i Liverpool, om end han er en fabelagtig pasningsspiller.
Men det er Joes personlighed og hans ydmyghed, som tilhængerne elsker. Joe Allen er nemlig ikke ligesom andre fodboldspillere.
Han holder eksempelvis kyllinger derhjemme. Der er ingen tatoveringer på hans krop, og han er sjældent i medierne.
Bortset fra når han virkelig udfolder sin passion; at redde høns. Hjemme i ejendommen har Joe, konen Lacey og deres søn Archie 14 høns og to haner.
- Det var min kones beslutning. Vi har begge en stor interesse i dyrelivet, men det var hendes idé, at vi skulle redde høns, og jeg var enig med hende i, at det var en god ting at gøre, sagde Allen, da han blev interviewet til Chicken and Egg Magazine, hvor han også prydrede forsiden.
Vi kan altså konkludere, at Joe Allen er en sammenligningens mand. Hans nye frisure har også fået tribunerne til at kalde manden for den walisiske Andrea Pirlo, med reference til den italienske midtbaneelegantier, der i årevis huserede på Juventus' og Italiens midtbane.
Det er sågar fans, som kalder Joe for den walisiske Jesus, med reference til Allens nye manke naturligvis. Kølige Joe tager dog det hele i stiv arm.
- Det er farligt at blive sammenlignet med Pirlo. De kaldte mig den walisiske Xavi i lang tid, og det har ikke ligefrem hjulpet mig. Men man bliver nødt til at tage det med et smil. Jeg har humor, og der har været mange ting, som har været sjove. De bibelske referencer er morsomme, sagde Allen til Guardian inden slutrunden.
I gårsdagens sejr over Nordirland havde Joe Allen et hav af ’hår’-berøringer i løbet af kampen. Men hvor mange gange kan man nå at røre sit hår på fem minutter?
Se med i toppen.