VIDEO Ungarerne hylder kultmålmand - går på arbejde i joggingbukser

Veteranmålmand Gabor Kiraly er kult i Ungarn, der netop har fejret grå joggingbukse-dag.

Se indslaget om den nationale joggingbukse-dag i Ungarn (video: EV/APTN).

I Ungarn er det ikke klaphatten, men grå joggingbukser, fodboldfans tager på, når de skal se deres holds EM-kampe.

Årsagen er holdets 40-årige målmand, Gabor Kiraly, der er stærkt overtroisk, og derfor udelukkende optræder i sine grå lykke-joggingbukser under EM.

I går, før holdets sidste gruppekamp mod Portugal, afholdt ungarerne nation "gå på arbejde i dine grå joggingbukser-dag." Og som det fremgår af videoen herover, fulgte mange opfordringen.

Gabor Kiraly har skrevet historie under EM, da han med sine 40 år er blevet den ældste spiller, der nogensinde har spillet under en stor slutrunde.

Er meget overtroisk

Og han er altså ret overtroisk. I slutningen af 1990'erne indledte han sin karriere for det ungarske hold, Haladas. Dengang spillede han i normale sorte bukser, men så en dag havde han ikke flere rene. Derfor hoppede han i et par grå joggingbukser. Da Haladas vandt kampen, valgte han derefter at bruge de originale grå i over 100 kampe.

De blev senere udskiftet med andre grå bukser - og han har også altid en sort t-shirt på med en tiger på samt en sort basketball t-shirt. Han starter altid med at tage sin venstre benskinne på. Og han SKAL være den første spiller, der forlader holdbussen.

Siden år 2000 har han ifølge The Guardian lyttet til Bon Jovi's "Its' my Life" før hver kamp.

Og så er han en ret lun fætter, som vi også har set flere eksempler på under de tre første ungarske EM-kampe. Se bare her i videoen.