Der manglede lige det sidste. Sådan hører man ofte fodboldspillere udtale sig, når en kamp er blevet tabt til trods for at have haft gode chancer i kampen.
Men hvad indebære ’det sidste’? Eller ’de små marginaler’, der så ofte også mangler?
Måske skulle det konkretiseres til et sprog, vi alle sammen forstår. ”Vi manglede lige et Zlatan-saksepark for at udligne.” eller en Messi-dribletur, eller en Schmeichel-redning.
Tysklands Bastian Schweinsteiger, der kom ind fra bænken og scorede til 2-0 i holdets sejr over Ukraine, gør et forsøg på at konkretisere ”havde vi mødt en bedre modstander, havde vi nok ikke vundet kampen”:
- Vi gjorde det fint i anden halvleg, men vi skal forbedre os i forhold til dét, vi leverede før pausen, siger Bastian Schweinsteiger til DR og tilføjer:
- For hvis vi præsterer sådan igen, kan det blive farligt, hvis vi for eksempel kommer op imod en verdensklasse-angriber som Robert Lewandowski.
Scorede på tredje berøring
Schweinsteiger scorede på sin blot tredje berøring efter sit indhop. At det så oveni købet var efter et kontra-angreb gjorde det blot endnu mere usædvanligt.
- Jeg er glad for mit mål. Det var ikke nemt at få sat en god berøring på bolden efter så langt et løb, så jeg er rigtig glad for målet og de tre point.
Tyskland møder Polen – og Robert Lewandoski – i sin næste kamp ved EM. Kampen spilles den 16. juni og kan ses på TV2. Den kan også høres i LIGA på P3 eller følges i livetekst her på dr.dk/sporten.