Lukaku, Hazard og Kevin de Bruyne lignede alle spillere, der drømte om drinks på en sydhavsø og belgiske vafler i skyggen, da Belgien spillede deres første kamp ved EM mod Italien.
Belgien tabte 2-0 og den belgiske offensiv virkede til tider tandløs. I dag skal belgierne vise, at deres niveau er højere i kampen mod Irland, mener Peter Møller.
- Deres stjerner skal skinne noget mere. Der er nogle, der skal se sig selv i øjnene, lyder vurderingen.
Belgien er det mest hypede hold
Mange havde regnet med Belgien som outsidere, inden EM startede.
- De er det mest hypede hold inden EM qua deres gode præstationer forinden og qua deres gode spillere, siger Peter Møller.
Men stjernerne leverede ikke varen mod Italien, og derfor er der nok at se frem til i kampen mod Irland.
- Nu skal vi se, hvad modreaktionen er. Var det virkelig deres niveau?
Du kan se kampen mellem Belgien og Irland direkte på DR1 fra klokken 14.30.