HØJDEPUNKTER Punkteret bold, huller i tøjet og drøn på overliggeren da Frankrig skuffede

Frankrig fik kun et enkelt point i sin sidste gruppekamp ved EM. Holdet spillede 0-0 med Schweiz.

Frankrig skulle søndag aften forsøge at nappe førstepladsen i gruppe A - Schweiz var modstanderen.

8. min. Schweiz tilspiller sig kampens første chance, der er i den lidt tilfældige ende.

17. min. Paul Pogba var tilbage i Frankrigs startopstilling efter at være startet på bænken mod Albanien. Og fyrtårnet på den franske midtbane sprudlede af spillelyst, og her er han tæt på at gøre det til 1-0 med et kanonhug fra distancen.

Flere gange i 1. halvleg I den kuriøse ende af højdepunktsskalaen så man flere gange schweiziske spillere gå rundt med huller i tøjet i løbet af første halvleg. De franske spillere gik hårdhændet til schweizerne og rev for hårdt i pjalterne.

Anden halvleg

55. min. Igen i det kuriøse hjørne finder man kampens næste højdepunkt. I en tackling mellem Valon Behrami og Antoine Griezmann får bolden sig en stempling og taber pusten. Den bliver simpelthen flad og ikke til at spille med.

75 min. Dimitri Payet startede kampen på bænken, men da han blev skiftet ind, markerede han sig naturligvis. Den franske offensivspiller er her tæt på at gøre det til 1-0.

Payets skud på træværket blev kampens sidste chance. Den sluttede - lidt skuffende - 0-0. Resultatet betyder, at begge hold er videre i turneringen.