Sverige med frontfiguren Zlatan Ibrahimovic som kaptajn bød i dag Irland op til dans i holdets første kamp ved EM.
Og her er det irerne, der får kampens første chance. Desværre for dem falder den til forsvarspilleren John O'shea, som ikke har den fornødne timing til at få prikket bolden i mål.
Irland er det bedste hold i første halvleg og efter en halv time er de uheldige med ikke at komme foran. Jeff Hendricks glimrende spark rammer overliggeren.
Anden halvleg
De gode irske takter fortsætter efter pausen, og små ti minutter inde i anden halvleg sparker Wes Hoolahan med en velplaceret halvflugter Irland foran.
Scoringen vækker svenskerne, der indleder en god periode, hvor de får skabt flere gode muligheder.
Zlatan Ibrahimovic, der indtil det her punkt har været ret usynlig, scorer næsten med en sniger-fslutning.
Bare få minutter senere gør Zlatan det så endnu bedre. Den store angribere er arkitekten bag et angreb i venstre side, og fra baglinjen slår han et indlæg, som irske Ciaran Clark ender med at heade i eget mål til resultatet 1-1.