Uefa åbner straffesag: Russere undersøges – England slipper

Uefa har besluttet at kigge nærmere på tilskuerurolighederne fra opgøret mellem England og Rusland.

Den engelske fans forsøger at slippe væk fra de russiske fans. (Foto: © Kai Pfaffenbach, Scanpix)

Det var ikke længe, Uefa skulle overveje, om de ville åbne en sag på baggrund af tilskuerballaden i afslutningen i går. De har i dag besluttet at åbne en disciplinærsag mod det russiske fodboldforbund på grund af opførslen fra deres fans.

Ifølge Uefas pressemeddelelse vil de kigge nærmere på tilskueruroligheder, racistisk adfærd og de kanonslag, der blev fyret af i løbet af kampen.

Modsat Rusland slipper det engelske fodboldforbund umiddelbart for en disciplinærsag i forbindelse med kampen. Uefa har også tidligere meldt ud, at de kun kan forholde sig til, hvad der skete på stadion.

Det er dermed anden EM-slutrunde i træk, at Rusland kommer i uvejr på grund af deres fans. Ved EM i 2012 blev der ligeledes åbnet en disciplinærsag mod Rusland på grund af tilskueruroligheder og racistisk adfærd.

Uefa vil kigge på sagen og formentlig nå frem til en straf den 14. juni, hvilket er dagen før, at Rusland møder Slovakiet i den anden kamp i Gruppe B.