Iskold islænding: Vi kan godt vinde i aften

Når Island i aften tørner sammen mod England, så vil det være med opbakning fra hele hjemlandet, lyder det fra en dansk-islandsk fodboldfan.

Dansk-islandske Gustaf Olafsson fra Skælskør tror på islandsk sejr i aften, når der spilles ottendedelsfinale mod England. (Foto: © PRIVATFOTO, PRIVATFOTO)

I aften løber slutrundedebutanten Island på banen i Nice, når de spiller ottendedelsfinale mod mægtige England.

Selvom langt de fleste nok vil sige, at Rooney og co. er langt stærkere, så er den islandske tro på deres landshold ikke til at tage fejl af. Hele Island står nemlig sammen, mener islandske Gustaf Olafsson, der er bosat i Skælskør.

- Når vi præsterer som land, så er der 100 procents opbakning. Vi er en stolt nation, som ikke har en jantelov. Vi synes tværtimod, det er fantastisk, når nogen gør en forskel. Derfor bakker vi dem op hele vejen, siger han.

Netop fordi hele Island står sammen i aften, så er holdet også klar til at levere varen, og det er noget, der vækker begejstring hos fansene mod nord.

- Vores anfører havde slået sig i kampen mod Østrig, og derfor ville holdets læge tage ham ud. Men han sagde bare, at hvis du tager mig ud, så slår jeg dig så hårdt, at det er dig, der skal hjem. Islændinge giver ikke op. Det gør vi bare ikke, griner Gustaf Olafsson.

Han er derfor heller ikke i tvivl om, at Island har en chance i aften mod England. Det kræver dog en holdpræstation ud over det sædvanlige.

- Det kan godt lade sig gøre, men vi skal være rigtig heldige, og så skal vi i den grad også være rigtig hårdt spillende. Det er mit højeste ønske, at det kan lade sige gøre. Det vil jo være et sandt eventyr, siger islændingen fra Skælskør.