Rusland slipper ikke med en overkommelig bødestraf, men må indstille sig på at forlade EM-slutrunden, hvis landets medrejsende tilhængere igen laver ballade på et stadion under en af kampene.
Det Europæiske Fodboldforbund har i dag besluttet at tildele Rusland en betinget udelukkelse efter optøjerne på stadion i Marseille, hvor flere hundrede russere gik til angreb på englænderne.
Grimme scener, der har kastet et ubehageligt skær over slutrunden, men skal man prøve at udlede noget positivt af de voldsomme begivenheder, så er det ifølge DR Sportens fodboldkommentator Henrik Liniger, at ellers så udskældte Uefa trods alt har sendt et stærkt signal med strafudmålingen.
- Nogle vil måske mene, at det er en blød straf, men det er værd at bemærke, at man kunne have nøjedes med en bødestraf. Det gør man ikke, og det sender altså et signal om, at Uefa tager det her alvorligt.
- Om det får betydning i den virkelige verden er måske usikkert, men Uefa har villet sende et signal om, at man tager det her meget alvorligt, og derfor var det ikke nok at give en bødestraf, som man kunne betale ved bare at stikke det yderste af venstre tommelfinger ned i pungen.
Tør Uefa gå hele vejen?
Dommen fra Uefa er på samme tid en frikendelse af de engelske tilskuere, der altså ikke var under anklage. Ansvaret bliver lagt endegyldigt på russerne, men kun for så vidt angår begivenhederne på stadion og ikke i gaderne omkring stadion.
Om Uefa så tør gå hele vejen, hvis de russiske fans alligevel ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt i de sidste to gruppekampe mod Slovakiet og Wales, er Henrik Liniger lidt mere tvivlende overfor.
- Der er selvfølgelig mange spørgsmål forbundet til straffen, for hvad skal der til for at udløse den, så udelukkelsen bliver effektueret og Rusland bliver sparket ud? Om de tør gøre det, vil jeg se, før jeg tror det.
Men Uefa ville sende et signal om, at det er noget, man tager alvorligt, og det var man selvfølgelig også nødt til med de ting, der skete på stadion, siger han.
Den betingede straf fra Uefa gælder resten af EM-turneringen, ligesom det russiske fodboldforbund skal betale en bøde på 150.000 euro.