Selvom det efterhånden er syv år siden, at Cristiano Ronaldo spillede i Premier League, så følger de engelske medier stadig portugiserens færden både på og uden for banen tæt.
Derfor har det også vakt genlyd, at han efter kampen udtalte sig negativt om Islands tilgang til spillet, efter at han sammen med resten af holdkammeraterne måtte nøjes med 1-1 mod slutrundedebutanterne fra vulkanøen.
- De parkerede bare bussen, mens vi skabte chancer og holdt fast i bolden. Men Island gjorde ingenting, de stod bare nede i forsvaret. De havde to chancer og scorede ét mål. Det var rent held.
- Det er frustrerende, når man møder et hold, der ikke vil spille. De vil ikke vinde. Det er grunden til, at jeg ikke tror på, at de kan opnå noget. Efter min mening er det småt af dem, lød dele af Ronaldos kritik af islændingene, der efter kampen havde en fest både på banen og på tribunen, hvor op mod 10.000 var på plads og fejrede det historiske resultat.
En bitterhed, der bliver påtalt på en række af de engelske avisers hjemmesider, hvor Real Madrid-spilleren ikke får meget opbakning.
Som et forkælet barn
Hårdest bliver der gået til ham på The Guardians hjemmeside, hvor skribent Andy Hunter i sit kampreferat har svært ved at skjule sin foragt for verdensstjernen og hans manglende storsind.
- Cristiano Ronaldo reagerede på en oplivende aften for fodbolden med med al den gnavenhed og smålighed, man normalt ser hos et forkælet barn.
- Selv i en lille nations største øjeblik i fodboldhistorien forlanger Ronaldo at få opmærksomhenden, så det var befriende, at han var delvis skyldig i at Island leverede en bemærkelsesværdig præstation, skriver han og glæder sig over portugiserens misburgte hovedstødschance få minutter før slutfløjt.
Hos Daily Mail lyder beskeden rent ud, at der er tale om "sure rønnebær" fra portugiserens side, og at han efter kampen leverede et "forbavsende angreb" på Island.
The Sun har også bemærket det sure opstød og henvender sig direkte til manden med ordene "Virkelig, Ron?", og fortsætter i artiklen med at understrege, at han som verdens rigeste atlet ikke bør brokke sig, men i stedet snøre sine støvler ordentligt næste gang, når nu han alene havde 11 forsøg på mål uden at score.
Og at han trods alt repræsenterer et land med mere end 10 millioner indbyggere i en kamp mod en nation med blot 330.000 øboere at vælge fra.
The Mirror bringer også historien om Cristiano Ronaldos bitre udfald mod Island, men nøjes med at bringe hans citater og tørt konstatere, at han blev dæmmet op af Kari Arnason - der har en fortid i Rotherham United.