Aviserne var på vej i trykken med overskriften: Frankrig skuffer i EM-åbning.
EM-værterne var på vej mod at tabe point mod Rumænien, som der ikke er knyttet nogen forventninger til ved slutrunden. 1-1 stod åbningskampen ved EM, da kampen er lige ved at gå ind i dommerens tillægstid.
Men så tager Dimitri Payet sagen i egen hånd. Banker simpelthen bolden op i hjørnet med et tørt hug med venstrebenet. 2-1 til Frankrig.
Payet går kort efter grædefærdig af glæde fra banen, da han bliver skiftet ud, velvidende at han har afværget en fiasko.
- Vi var virkelig stressede og pressede til sidst. Og hvis man får et år siden havde sagt til mig, at kampen ville ende på den her måde, havde jeg ikke troet på det, sagde Payet ifølge lequipe.fr efter kampen.
Rumænien gjorde det svært
Frankrig kom ellers planmæssigt foran efter en times spil, men bare minuttet efter udlignede Rumænien.
- Vi vidste, det ville blive virkelig svært. Og det så vi især i det første kvarter. Vi stod over for et hold, som forsvarede sig godt, og de fik altid en fod i vejen.
- Men vi viste, at vi alligevel formår at hive sejren hjem. Og nu kan vi arbejde roligt frem mod de næste kamp, slutter Payet.
I sin næste kamp ved EM møder Frankrig Albanien. Kampen spilles den 15. juni og kan ses på DR1 fra klokken 21.00.