EM-STATUS For pokker, hvor har Wales taget fusen på alt og alle

Tre af DR Sportens klogeste fodboldhoveder giver dig det bedste, dårligste og mest overraskende fra EM-slutrundens kvartfinaler.

(Foto: © Paul ellis, Scanpix)

Eventyret sluttede i aftes for Island, da den sidste kvartfinale ved EM blev spillet. Men for Wales lever drømmen om en sensationel slutrunde-triumf endnu efter at holdet på imponerende vis slog Belgien ud.

Og generelt bød kvartfinalerne både på overraskelser og rigtig fine detaljer.

Der resterer nu blot tre kampe af EM-slutrundens 51 kampe, og vi har sat tre af redaktionens skarpeste fodboldhjerner til at udvælge de præstationer, som står tilbage i deres bevidsthed fra kvartfinalerne.

Panelet består af kommentatorerne Andreas Kraul og Henrik Liniger samt redaktør Marco de los Reyes, der har set så godt som samtlige minutter af slutrundens opgør.

Marco de los Reyes: Det er Wales, og det er ikke kun, fordi waliserne vandt over Belgien. Det var også måden, de gjorde det på. De spillede med masser af gejst, og flere af spillerne rammer jo et niveau, de aldrig før har været i nærheden – og måske heller ikke rammer igen efter slutrunden.

Andreas Kraul:

Waliserne er svære at komme uden om. Især nogle af deres spillere, som gjorde ting, jeg ikke havde regnet med. Hal Robson-Kanus angribermål, hvor han vifter tre belgiere ud til siden og køligt passerer Courtois, tog fusen på mig og sikkert mange andre. Manden er for pokker kontraktløs efter ikke at være blevet forlænget i Reading!

Henrik Liniger:

Wales. At de kunne slå Belgien – helt fortjent endda – er et kæmperesultat for et lille land.

Marco de los Reyes:

Jeg vidste godt, at kampen sagtens kunne udvikle sig til en taktisk affære, og netop taktisk og spændingsmæssigt fejlede kampen mellem Italien og Tyskland heller ikke noget. Men jeg havde håbet på en spillemæssigt langt større oplevelse med store individuelle præstationer. Men den moralske finale blev desværre ikke slutrundens sportslige kulmination og vil nu reelt kun blive husket for en straffesparkskonkurrence med mange brændte forsøg.

Andreas Kraul:

Klart Belgien. Det land må vist indse, at VM i 2018 bliver absolut sidste chance, hvis en helt ekstraordinær god årgang spillere skal få det til at fungere sammen.

Henrik Liniger:

Belgien. Haves: Masser af gode spillere. Ønskes: Et hold. Og måske en ny træner.

Marco de los Reyes:

Portugals landstræner Fernando Santos tog chancen og havde mod Polen for første gang den blot 18-årige Renato Sanches med i startopstillingen, og det gav pote. Han scorede efter en flot kombination med Nani og var en af kampens bedste spillere. Scorede tilmed sikkert i straffesparkskonkurrencen. Hvad unge spillere angår, er han EM-slutrundens åbenbaring.

Andreas Kraul:

Jeg synes, man er nødt til at anerkende, hvordan Didier Deschamps gjorde alt rigtigt mod Island. Den franske træner tog ved lære af Roy Hodgson og andres fejl. Han stillede det rigtige hold, han fandt det rigtige spændingsniveau hos spillere, og lagde en taktik, som reelt afgjorde kampen på en halvleg. For eksempel en lille genistreg at spille med Sissokos fysik på højrekanten. Godt trænerarbejde!

Henrik Liniger:

Går til Joachim Löw, som med sin opstilling mod Italien fik sat en stopper for det, som Italien hidtil havde været gode til.

Marco de los Reyes:

Det har kampen mellem Frankrig og Island samt al det gøgl og alle de følelser, der var forbundet med den. Når nu Frankrig var så meget bedre, var det super godt, at vi fik en fest med syv mål. Island er og bliver trods nederlaget den bedste historie ved dette EM, og værternes præstation gør, at slutrunden lever i bedste velgående med udsigt til et meget stort opgør i semifinalerne; Frankrig-Tyskland.

Andreas Kraul:

Det gjorde kvartfinalen i Lille mellem Wales og Belgien. Den bedste kamp, jeg har set ved EM. Et gigantisk regnvejr, to hold ikke udstyret med håndbremse og så meget walisisk hjerte samlet et sted.

Henrik Liniger:

Islands farvel til EM. De forlod den med stor værdighed og fansene ville ikke slippe det hold, som havde givet dem deres livs fodboldoplevelse.

Marco de los Reyes:

Det var Radja Nainggolans drøn af et mål mod Wales. Det lignede startskuddet på en belgisk fest, men sådan skulle det altså ikke gå.

Andreas Kraul:

Bedste mål i kvartfinalerne var Radja Naingolans langskudsdrøn. Jeg kommenterede det på stadion, og det var faktisk en voldsom oplevelse.

Henrik Liniger:

Hal Robson-Kanus mål til 2-1 for Wales. Et helt forsvar sat af i én bevægelse.