DR-sportsvært til EM-folkefest i Reykjavik: Jeg var lige ved at tude

Da Island mod al forventning slog Østrig i går, fejrede de det noget anderledes, end danske fans ville have gjort.

Ingolfs Torv i Reykjavik er i anledning af EM omdøbt til EM Torgio - på dansk EM-tovet. (Foto: © HALLDOR KOLBEINS, Scanpix)

En 2-1-sejr til Island over Østrig.

En storm af eufori blandt cirka 3.000 fremmødte islændinge på et areal på størrelse med en håndboldbane.

En dyne af røde, hvide og blå farver over folkemængden. Jubel, vilde skrål og fodboldslagsange fylder sommeraftenen.

Og pludselig bliver der helt stille. De vilde vikinger rykker tættere sammen.

- De stiller sig arm i arm og begynder at synge folkeviser, fortæller DR's sportsvært Mette Bluhme Rieck.

Hun var foran storskærmen på 'EM Torvet' i går aftes i Reykjavik, da vulkanøen kæmpede sig til 1/8-finalerne i deres EM-debut.

Sportsværten blev meget rørt over det sammenhold, som islændingene udviste.

- Jeg var lige ved at tude. Jeg havde en kæmpe klump i halsen. 1-1 havde været nok for dem, men da de scorede det sidste mål, fik folk tårer i øjnene, siger hun.

Tossede med Island

De 3.000 mennesker på torvet var ikke kun folk, der er tossede med fodbold - de er tossede med Island.

"Vi er kun 300.000 mennesker, og alligevel gør vi det her" og "I er ikke engang med - Norge er ikke med". Sådan lød nogle af reaktionerne, når Mette Bluhme Rieck kom forbi med mikrofonen.

Islændingene var stolte og overvældede over, at dansk fjernsyn var taget til deres ø for at dække historien om islandsk fodboldfeber.

- De ville tage selfies med os. De ville tegne flag på vores kinder. Og de råbte helt uhæmmet i ren begejstring, siger hun.

På Island klipper man får, går i kirke eller spiller håndbold. Sådan siges det i hvert fald. Men det er nye tider. Det islandske fodboldhold kan spille med på europæisk niveau. Og det er imponerende at se, hvor gode de er til at støtte sportskulturen, siger Mette Bluhme Rieck.

- Jeg talte med en, der sagde, at alle kender en på fodboldlandsholdet. Ellers kender man én, der kender en på landsholdet, siger hun.

Og tilskuerne på torvet i Reykjavik kender tilsyneladende også de islandske tilskuere på Stade de France. Når kameraerne zoomede ind på det islandske publikum på station, var der vild jubel fra forskellige hjørner af torvet, når en bekendt tonede frem på storskærmen, fortæller Mette Bluhme Rieck.

Selv erhvervslivet har fodboldånden haft en indflydelse på, fortæller Mette Blume Rieck.

- Den islandske shippingkoncern Eimskip gav alle ansatte fri i går mellem 15.30 og 18, så de kunne se fodboldkampen, siger hun.

I klippet neden for står Mette Bluhme Rieck midt i glædesrusen på torvet i Rejkjavik. Klik på play.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a576ae4eca11f9f1bd4f6988e